Ledelsessyn, jeg ikke deler

'Selvfølgelig giver det diskussioner og bøvl med medlemmerne, men så er man nødt til at sige, at det kan vi ikke bruge til noget'.

Sådan siger Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening (KLF) i et interview i Folkeskolennummer 43 i relation til modstanden mod decentrale lønforhandlinger.

Jan Trojaborg afslører et ledelsessyn, jeg ikke deler.

I læserindlæg i Folkeskolen nummer 46 forsøger Trojaborg at få det til at se ud, som om jeg ikke har helt hold på årsagssammenhængen vedrørende sagen om KLF's uddelegering af dele af aftalekompetencen til tillidsrepræsentanterne om ny løn. De mange forklaringer hjælper ikke. Den sag er for mig et spørgsmål om manglende loyalitet mod vores samlede forenings politik og langsigtet strategisk skadelig.

Min kommentar i interviewet i Folkeskolennummer 44 om, at man ikke både kan 'ville demokratiet og enevældet' er imidlertid helt principiel. Den bygger på spørgsmålet, om ikke det er en ledelses pligt at vælge de løsninger, den anser for klogest, hvis det vurderes at være til medlemmernes bedste, selv om medlemmerne har sagt noget andet? Et spørgsmål, der var affødt af Trojaborgs udtalelser i Folkeskolennummer 43.

Når vi som politisk ledelse iværksætter medlemsdebatter om krav til overenskomsten og andre væsentlige spørgsmål, og der kommer klare signaler til kredsene og de delegerede med efterfølgende beslutninger på kongressen, tenderer det efter min mening ikke blot åndshovmod, men i høj grad despekt for det at fungere i en demokratisk valgt ledelse, hvis man efterfølgende handler imod de beslutninger, der er kommet ud af en lang demokratisk proces. Også selv om man som ledelse måtte skønne, at det havde været klogere af medlemmer og delegerede at mene noget andet. Det betyder jo ikke, at en politisk ledelse skal sidde passivt og se til. Naturligvis skal ledelsen gå aktivt ind i debatten, mens den foregår, men man kan ikke først spørge sine medlemmer og kongressen for efterfølgende at handle bedrevidende, hvis man ikke er tilfreds med svaret.

Debatten om den fælles fagforening har fået en ny dimension.

I læserindlægget i Folkeskolen nummer 46 bruger Trojaborg mine kommentarer i forhold til direkte/indirekte valg af formand og næstformand som et eksempel og bevis på, at 'Danmarks Lærerforening savner en politisk tydelig ledelse, når jeg som formand for Udviklingsprojektet udtaler, at det er vigtigt for mig, at det er medlemmerne, der diskuterer, hvor Danmarks Lærerforening skal hen - ikke Udviklingsprojektets formand, der lægger en plan på bordet'.

Jeg vil gerne være med til at udøve tydelig politisk ledelse af DLF.

Men det skal være en ledelse, der i et dynamisk samspil med medlemmer og kredse respekterer den proces, vi har sat som fælles mål om at udvikle foreningen.

Hvorvidt jeg sender uklare politiske signaler, vil jeg lade være op til andre at bedømme.

Astrid Schjødt Pedersen

medlem af DLF's hovedstyrelse og formand for Udviklingsprojektet