Le eller græde?

Undervisningsminister Bertel Haarder udtaler 11. januar til Politiken: »Vi har besluttet os til at lytte til medarbejderne i hele den offentlige sektor og spørge, om de synes, de spilder tiden med skemaer eller rutiner, som de ikke finder hensigtsmæssige«.

Vi lader den lige stå et øjeblik. »Vi har besluttet os til at lytte til medarbejderne ...«.

Her har vi i sandhed en storsindet minister. Efter at han i tre år har topstyret folkeskolen og afvist alle gode råd og advarsler nedefra, så vil ministeren nu »lytte«, fordi hans »vi alene vide-politik« har kørt folkeskolen ud i en kæmpe gang hængedynd. Arbejdsglæden fosser ud af skolen. Arbejdsmiljøet er under al kritik, og tilgangen af nye unge lærere er styrtdykket.

For præcis et år siden skrev ministeren i en kronik i Politiken: »Jeg vil ønske, at det nye år bliver et vendepunkt i samarbejdet mellem lærere, kommuner og stat. Jeg er klar«. Men det fortsatte med flere krav om papir og dokumentation og dårligt forberedte lovændringer og vejledninger fra ministeriet.

Men nu skulle Bertel Haarder altså være blevet parat til at lytte til medarbejderne. Man ved ikke, om man skal le eller græde.