Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Blog

Lavt niveau og høje karakterer i læreruddannelsen i dansk?

Hvordan hænger det sammen? Det fagfaglige niveau i dansk er lavt, siger censorerne. Men karaktererne er høje, siger de, der afviser censorernes kritik.

Jens Raahauge
Start debatten
5. november 2017, kl. 20:42

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Det buldrer ind med overskrifter, der tilsyneladende stritter imod hinanden. Censorerne i dansk ved lærereksamen advarer via censorformandskabet imod et faldende fagligt niveau i dansk, mens rektor Camilla Wang på vegne af professionshøjskolernes uddannelsespolitiske udvalg melder hus forbi ved dels at kalde censorindberetningerne for et "spinkelt grundlag" og dels ved at hæfte sig ved det pæne karakterniveau.

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Hvordan hænger det sammen? Tjo, måske har formanden for Lærerstuderendes Landskreds, Jenny Maria Jørgensen, fat i den lange ende, når hun udtaler, at "vi er gode inden for de rammer, uddannelsen giver os."

De studerende bliver bedømt på det, de leverer inden for det grundlag, der er stillet op af lovgivningen og de lokale studieordninger. Men disse rammer, som omfatter både fag og pædagogik, tilgodeser tilsyneladende ikke et acceptabelt fagfagligt niveau. Dels har de studerende et lavt undervisningstimetal i folkeskolens største fag, og dels synes der at være en ubalance mellem det pædagogiske og det fagfaglige indhold. Jeg har set bacheloropgaver, som tilstræber at være eksemplariske, hvad angår fx klasserumsledelse, men som overlader den fagfaglige undervisning til nærmest ureflekteret anvendelse af grydeklare forløb, der hentes fra en af de store digitale platforme. Det harmonerer måske meget godt med den manglende forberedelsestid, men det er vel næppe begrundelsen. Og det er i hvert fald ikke godt nok!

Modulisering af faget, så det mister sine sammenhænge. Beskæring af undervisningstiden i det fagfaglige, så man surfer mere i overfladen. Og tilsyneladende et snævert fokus på arbejdet med de praktiske læringsmål på bekostning af de undervisningsovervejelser, som kræver teoretisk faglig viden som afsæt for relevante valg. Dette er elementer i det, der fører til lavere niveau og højere karakterer. Faktisk vi var nogle, der forudså denne effekt omkring den folkeskolereform, som læreruddannelsen ligner. Det, der måles, er langt mere indsnævret, end det, der tidligere var bedømmelsesgrundlaget.

Det er hele det pædagogiske paradoks, som er blevet afmonteret. Dilemmaet mellem frihed og tvang bliver rettet ud til styring og færdigretter.

Se, det var, hvad der kom ud af det, som tidligere uddannelsesminister Morten Østergaard beskrev som et kvalitetsløft gennem "faglig fortætning". Selv oraklet fra Delfi kunne ikke have talt mere i tåger.

Den danske folkeskole har brug for en ordentlig læreruddannelse. De lærerstuderende har brug for at få rammer, der er en professionsuddannelse værdig.

Derfor er det ærgerligt, at folk, der repræsenterer ledelserne på professionsuddannelserne, ikke lytter, men lægger ørerne over kors. Jeg kommer i hu, at Ritt Bjerregaard i sine erindringer skriver, at professionshøjskolerne nu kaldes university colleges, men at ordet 'university' ikke gør det alene!

Tilbage er blot at håbe, at en lydhør og ambitiøs nuværende uddannelsesminister ønsker at se nærmere på læreruddannelsens kvalitet, så kommende lærere i dansk både kender deres fag og deres tilgang til at undervise i det.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lavt niveau og høje karakterer i læreruddannelsen i dansk?

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS