Læsefadæsen og dens perspektiver

Et karakteristikon ved vort snart udløbne århundrede er en pædagogisk halvvidenskabeligheds ulyksalige evne til med baggrund i diverse selvbekræftende undersøgelser at sætte fingeraftryk på folkeskolens hverdag. Denne pædagogiske hersen har været årsag til et påviseligt tilbageslag for det danske uddannelsesniveau, der nu har nået sit hidtil laveste stade med 1993-folkeskoleloven, som nærmest er at betragte som et opsamlingssted for århundredets mest forskruede pædagogiske påhit. Så slemt står det til, at parterne bag loven har måttet iværksætte opfølgnings- og kvalitetsudviklingsprogrammet F-2000 for at få kvalitetsstemplet alle unoderne. Og imens går der så småt hul på en del af skolens betændelsesfyldte, tabubelagte urørligheder. Den fantastiske og i sin tid stærkt opreklamerede helordsmetode, der ellers passer som hånd i handske til folkeskoleloven, fordi den er tilstræbt usystematisk og tilfældighedspræget, bliver nu langt om længe anfægtet af læsepædagogerne. Den var ellers en befriende fornyelse i læseundervisningen, da godtroenheden var i højsædet. Der var altså lige den hage ved metoden, at den nærmest var en hindring for børnenes læsefærdighed. Men tiltroen til den pædagogiske ekspertise var alligevel så stor, at der skulle gå det meste af et halvt århundrede, før fadæsen blev erkendt. Og det er jo ret deprimerende. For så kan der vel gå det meste af et nyt halvt århundrede, før 'verdens bedste folkeskole' bliver erkendt som vor hidtil største uddannelsesmæssige fadæse.

Vagn Madsen

Brønderslev