Læringsmål versus undervisningsmål

En eftermiddagstur til Nivågårdsamlingen er nok værd at tage på. Dels kan man glæde sig over de genfundne malerier; Rembrandt har fået lagt et lag mere på efter både at have været stjålet og givet inspiration til en dansk film. Sådan gemmer der sig historier bag det, man umiddelbart kan se!

Men anledningen til besøget var altså den lovpriste Storm P-udstilling. Og man skuffes ikke. Når man har lært at læse efter Ole Bole, sunget til Spørge Jørgen og fået sin humor stimuleret af vagabonder og Fluer, så er det forrygende at se spændvidden i den store kunstners univers.

Ud over det stærke helhedsindtryk fik jeg en glædelig overraskelse: En stor del af malerierne tilhører Esbjerg Kommunes Biblioteker. Måtte det inspirere andre af de digitaliseringsmartrede til at se, at der findes en verden, hvor billeder ikke skal gnubbes større eller mindre på en skærm; billeder, der virker i kraft af deres størrelse eller lidenhed. Det har børn - i alle aldre - også brug for.

Men dertil faldt jeg i staver ved et todelt maleri, Fuglereden og flyvemaskinen. Der er tale om et oliemaleti fra 1932, hvor Storm P havde fået til opgave at udsmykke Esbjerg Centralbiblioteks Børnelæsesal. Og for at dække alle flader måtte Storm P splitte nogle af billederne op i to. Det vidste jeg ikke, da jeg så billedet, men blev oplyst om, da jeg ilede hjem for at få en forklaring.

Det jeg så, var et forunderligt billede på forskellen på og sammenhængen mellem undervisning og læring. Det lille, venstre billede forestillede kun grene og skyer, som gjorde et handlingsmættet billede færdigt. På det højre var der nemlig en redefuld fugleunger og en flyver mellem skyerne. Her var så rigeligt med handling og symbolik til at lave fortolkning, meddigtning og hvad der ellers byder sig til af faglige aktiviteter.

Den højre, handlingsmættede side af billedet vil være guf for alle, der har sat sig for at styre efter læringsmål. Men hvad fa'en stiller man op med venstresiden, der er så tom for handling, men gør billedet fuldstændigt. Det er her - i det ikke håndterlige - undervisningen afslører sin eksistensberettigelse. Det er her forbløffelse, undren og hovedrysten opstår. Hvorfor er farverne på de to dele en smule forskellige? Hvorfor er den ene grens forlængelse blevet tykkere ved at billedet deler sig i to? Og hvordan kommer flyveren og de snart flyvefærdige unger over mellerummet mellem billederne? Der gives måske intet enkelt svar. Men fortolkningen af det højre billede vil blive rystet af det venstre!

På samme tid er det da interessant, at billedets todeling netop er opstået som en absurd problemløsning; akkurat som den gode undervisning, der giver os merværdier!

Så hvis du styrer efter læringsmål, så husk, at du ikke skal være læringsmålscoach, men underviser; den der ryster de læringslystne en smule, for verden er større end den forudsigelige vej. Og hvis du styrer efter undervisningsmål, så husk, at der er en lang række hårde kendsgerninger, eleverne skal have en lektion i. Der er ingen grund til at vælge den smukke rute, hvis du ikke prøver at få hold på det, du møder.

Undervisning er ånd helt ind til benet. Men benet er der. Og læringsmålstyring er ben, uden at der nødvendigvis åndes. Det er op til dig, professionelle lærer, at få til at leve.

ps. I Nivågårds park er der mulighed for en ordvandring: Der er sat skilte op med ord, der er ved at uddø. Ord på pinde, der er stukket ned i jorden. Nogle er så lækre, at de bliver sagt efter flere års tavshed, og de begynder at leve igen, mens andre nok må ende deres dage imellem parkens rhododendronplanter.

pps. hvorfor er danske skoler ikke fulde af ord, ordsprog, digte..., der er plantet rundt om, så eleverne kan undres?

.