Den 1. april stiger dlf/as medlemstal fra cirka 60.000 til cirka 75.000 medlemmer.
Fem lærerorganisationer: Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere, Frie Grundskolers Lærerforening, Efterskolernes Lærerforening, Danske Produktionshøjskolers Lærerforening og Formidlerne får deres medlemsgrupper overført til dlf/a. Det sker ikke i utilfredshed med deres nuværende a-kasse, FTF-A. Men overflytningen skal give mulighed for at udbygge det samarbejde, som organisationerne i forvejen har blandt andet i Lærernes Centralorganisation og Lærernes Pension, og de fem organisationers medlemmer skal have del i de fordele, der er ved at være tilknyttet den a-kasse, der har ekspertisen på underviserområdet.
Udvidelsen af dlf/a bør også blive til fordel for de nuværende medlemmer fra Danmarks Lærerforening, Speciallærerforeningen af 1981 og Lærerne ved Arbejdsmarkedsuddannelserne.
Ganske vist er det ikke noget mål i sig selv for a-kassen at blive større. Men et større medlemstal giver alt andet lige en større robusthed. Vi ved, at der politisk fra tid til anden er overvejelser om større minimumsmedlemstal for a-kasser, ændringer i dagpengesatser, dimittend- og efterlønsregler. Hvis noget af dette skulle blive realiseret, giver det større medlemstal bedre muligheder for at fastholde en a-kasse specielt for undervisergrupperne.
Samlingen af så mange lærere i én a-kasse betyder samtidig, at vi med langt større vægt kan varetage gruppens fælles interesser på det arbejdsmarkedspolitiske område, og udvidelsen har selvfølgelig også et politisk perspektiv i retning af et bedre og styrket samarbejde mellem lærerorganisationerne.
Over tusind medlemmer skifter hvert år arbejde mellem de nævnte organisationsområder. Samlingen i dlf/a betyder, at disse medlemmer fremover slipper for samtidig at skulle skifte a-kasse. Udvidelsen betyder, at der bliver behov for en række nyansættelser i dlf/a ikke mindst regionalt og for en øget satsning på it-området. Det giver forøgede muligheder for direkte medlemsservice og en større ekspertise generelt på underviserområdet og specifikt på specialydelser.
Det er både fremsynet og visionært, at hovedbestyrelsen i dlf/a har besluttet at gå ind i dette projekt. Og det har været glædeligt for mig at konstatere, at dlf/as medarbejdere er overordentlig positive over for udvidelsen. For det bliver en meget stor opgave at få så mange nye medlemmer på én gang, og vi vil givet støde ind i nogle overgangsproblemer. Men jeg er overbevist om, at udvidelsen på sigt vil være med til at fastholde dlf/a som en af landets billigste, største og bedste a-kasser, der nu reelt kommer til at leve op til sit fulde navn: Danmarks Læreres Fælles A-kasse.
Stig Andersen er næstformand for DLF og formand for dlf/a
Lærernes a-kasse
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.