Lærerne er stadig vrisne

Overskriften stammer fra Politikens forside den 3. januar og er en henvisning til en længere artikel om den aktuelle status i folkeskolen. Artiklens budskab er, at folkeskolereformen kan løbe ind i problemer, fordi lærerne er sure over forårets lockout. Dette er ikke blot et forsimplet, men derimod direkte forkert billede af situationen.

I december modtog jeg en mail fra et medlem, der beskrev, hvordan hun vurderer situationen efter 1. august. Som opfølgning på mit svar fik jeg her i det nye år en grundig uddybning med en række spørgsmål og opfordringer til foreningens ledelse. Fra min deltagelse i medlemsmøder og -kurser ved jeg, at beskrivelsen er dækkende for mange medlemmers opfattelse af situationen.

Den pågældende lærer er ikke vrissen. Hun er vred og frustreret. Selvfølgelig over en urimelig lockout, når det hele nu alligevel var aftalt mellem regeringen og KL, og en socialdemokratisk ledet regering dermed tilsidesatte fagforeningernes ret til at forhandle kollektive overenskomster, men først og fremmest over udsigterne til ikke at kunne udføre et ordentligt arbejde fremover.

Hvordan skal skolelederen sikre, at læreren kan løse opgaven kvalificeret, når skolelederen ikke råder over de nødvendige resurser? Bliver dialogen med ledelsen dermed ikke blot en pseudosnak og et enormt tidsspilde? Ender vi ikke i alles kamp mod alle om de knappe resurser, hvis den enkelte lærer skal »forhandle« sin egen arbejdstid? Hvordan kan der skabes fleksibilitet, uden at det ender i det grænseløse arbejde? Bliver problemet med den manglende tid ikke blot skubbet videre til den enkelte lærer med besked om selv at prioritere mellem opgaverne? Hvordan skaber lederen sig et reelt overblik over den enkelte lærers opgaver og skolens samlede opgaver?

Spørgsmålene var endnu flere, og de dækker alle over det overordnede spørgsmål: »Hvordan skal jeg lykkes med mit ansvar for elevernes undervisning?« Her har vi den egentlige udfordring for den folkeskolereform, der i al væsentlighed blev finansieret gennem regeringens arbejdstidslov.

Kan Politiken få svar på det spørgsmål fra Corydon, KL og måske Antorini, vil det være langt mere interessant end de fortsatte hurraord om anderledes og mere spændende undervisning. Og de forsøg, vi allerede nu ser, på at tildele »vrisne lærere« ansvaret, hvis reformen ikke lykkes, er helt urimelige.