Læger, lærere og mavefornemmelser

Jens Rasmussen og Lars Qvortrup har for vane at sammenligne lærere med læger. På samme måde som en patient ikke bør affinde sig med at læger ordinerer medicin og udfører operationer på baggrund af mavefornemmelser, bør elever, forældre og politikere ikke acceptere at lærere benytter sig af mavefornemmelser i forbindelse med undervisningen. I stedet for mavefornemmelser må vi have evidens som afsæt - vi må med afsæt i forskningen sikre, at lærere benytter de bedste metoder til opnåelse af læringsmålene.

Sådan en evidensbaseret metode er den læringsmålstyrede undervisning mere eller mindre direkte blevet udråbt til at være. Nu har Keld Skovmand dog, med sin fine bog, fået det hele til at falde sammen, og det viser sig at der ikke er evidens for, at den læringsmålstyrede undervisning virker. Faktisk viser det sig, at den læringsmålstyrede undervisning er en ren ministeriel konstruktion, der er udarbejdet af en lille gruppe af forskere, heriblandt Jens Rasmussen.

Hvad gør Jens Rasmussen så? Jo, han forklarer i et interview på Folkeskolen.dk, at det er rigtigt at der ikke er evidens for at læringsmålstyret undervisning virker, men at der skam er evidens for at nogle af de delelementer, der indgår i konstruktionen, virker. Altså kan man i dele af forskningen se, at det nogle gange hjælper på læringsudbyttet hvis der er positive forventninger til eleverne, ligesom det andre steder er påvist at feedback kan have en positiv effekt. Også synliggørelse af målene kan have en positiv effekt i nogle sammenhænge, viser forskning. Rasmussens pointe synes at være, at hvis vi samler alle disse delelementer i én samlet og standardiseret statsdikteret metode og arbejder for at alle lærere anvender metoden, kan vi slippe for besværet og usikkerheden ved lærernes mavefornemmelser, og sikre bedre læringsudbytte.

Lad os prøve at sætte den tænkning ind i Qvortrups/Rasmussens analogi til det medicinske område. Kunne man forestille sig at sundhedsstyrelsen opstillede en generel behandlingsmetode som alle læger skal anvende i alle sammenhænge? Det fine ved sådan en standardiseret behandlingsmetode kunne være, hvis den baserede sig på delelementer som har vist sig at have en positiv effekt indenfor forskellige sygdomsområder. Ved nogle sygdomme giver det en god effekt at fjerne et ben, mens det ved andre sygdomme har en positiv effekt at ordinere antidepressiv medicin.

Kunne man forestille sig at sundhedsstyrelsen sætter alle disse behandlinger, som forskningen viser har en positiv effekt på den ene eller den anden sygdom, sammen i en standardiseret behandlingsmetode? Og at sundhedsstyrelsen herefter kræver, at alle læger anvender denne standardiserede metode, uanset hvem patienten er, og uanset hvad patienten måtte fejle?

Med de rette A.P. Møller-finansierede efteruddannelsestilbud og understøttende it-platforme vil der være en god sandsynlighed for at behandlingen som oftest lykkes. Og en lige så god sandsynlighed for at patienten dør.

Måske man skulle give lidt mere plads til mavefornemmelser og dømmekraft blandt de professionelle - også i folkeskolen.