Lad uenigheden blomstre

Et klart svar rejser altid flere spørgsmål, end det besvarer. Det nysgerrige menneske vil vide mere, og det kan være særdeles ubekvemt for normskaberne på det pædagogiske område; derfor ofte intet svar, når henvendelsen kommer fra den praktisk arbejdende underviser.

Per Fibæk Laursen, Københavns Universitet, er en undtagelse. I Folkeskolen nummer 23 gør han rede for sit pædagogiske ståsted - den lighedsorienterede venstrefløjsprogressive pædagogik, som han ønsker kombineret med højrefløjspædagogisk målrettet, fagligt ambitiøs undervisning.

Det lyder spændende, hvis det er muligt at konfrontere disse to fløjes videnskabelighed, når diskussionen drejer sig om 'lighed i uddannelsen', for her må målet være at forøge forståelsen af den sociale proces i undervisningen og altså ikke bare undersøge og meddele tal og kendsgerninger om skolens tabere. Har skolen som institution en altbestemmende indflydelse på den enkelte, fordi institutionen er udstyret med egne formål eller interesser?

Kommer der nu en politisk præstation eller en videnskabelig, hvis diskussionen drejer sig om følgende tre fortolkninger af 'lighed i uddannelsen?'

1. Målet er ens for alle, alle får lige megen uddannelse.

2. Alle mennesker får valgfrihed inden for et uddannelsessystem.

3. Skolen er et middel til social forandring.

Hvis Per Fibæk sidder inde med en pædagogisk viden, der angiver vejen mod øget lighed inden for uddannelserne, opløses den herskende falske forestilling om skolens indretning. Alle tre fortolkninger er det muligt at forholde sig pædagogisk til, uanset om man tilhører højre- eller venstrefløjspædagogikken på danske universiteter. Det lyder ikke godt for skoleudviklingen i Danmark, hvis en alt for skarp opdeling mellem pædagogiske fagfolk forhindrer en nuanceret diskussion. Denne påstand om afstand mellem parterne kunne dokumenteres i lærernes fagblad Folkeskolen, fordi seriøs uenighed om mål og midler kun kan tilføre folkeskoleområdet mere energi.

Hvis betingelsen for øget lighed inden for uddannelse derimod forudsætter grundlæggende ændringer i selve samfundet, får Per Fibæk brug for 'sit radikale politiske ståsted', og så er han mere politiker end pædagogisk ansat på et universitet. Den konservative politiske-ideologiske pædagogiske højrefløj må også have en mening om skolens tabere og en interesse i at reducere antallet. Lad nu diskussionen blomstre i fuld uenighed, så vi kan komme videre til næste nysgerrige spørgsmål.

Torben Thomsen

Aars