Lad ikke underretningspligten skygge for læreres engagement i bekymringsbørn

Jeg har som skolesocialrådgiver de seneste uger interesseret fulgt diverse indlæg om bekymringsbørn i skolen, og jeg hilser ethvert initiativ til at kaste lys over denne svære del af en lærers virke velkomment. Samtidig er jeg lidt betænkelig ved de seneste indlægs fokusering på lærerens underretningspligt. For risikerer vi ikke at overse de skridt, som med stor effekt kan gå forud for en underretning? Sat på spidsen frygter jeg, at underretningerne bliver en sovepude, hvorpå man kan hvile sit hoved, når man efter afsendelse af et skrift kan sige: ”Nu har vi gjort vores pligt – nu kan ingen komme efter os”. De seneste år er antallet af underretninger til de sociale forvaltninger steget betydeligt, og en stor del af disse underretninger er garanteret velbegrundede og vigtige. Blot ser jeg en fare i at reducere opmærksomheden på de truede børn til primært at handle om underretningspligten. Det kan i mine øjne virke undergravende på læreres store engagement i at hjælpe skolens bekymringsbørn. Et engagement, som jeg kan se ofte er næsten usynligt for udenforstående, men som er mindst ligeså vigtigt som paratheden til at skrive en underretning. Et engagement som bæres af forståelse, solidaritet og opfindsomhed, og som jeg har stor respekt for.Skridtene inden en eventuel underretning har stor betydning for, om der kan etableres et samarbejde med forældrene til de børn, som vi er bekymrede for, og det er helt afgørende for vores mulighed for at gøre en forskel. Jeg vil tro, at det er genkendeligt for mange, som har været tæt på bekymringsbørn, at forskellige forståelser af, hvad problemet er, meget hurtigt kommer på banen: ”Skolen forstår hende ikke og er for hårde ved hende. De andre børn mobber ham, og ingen tager det alvorligt. Hun må bare se at få ham af sted om morgenen og ikke være så blød. Den far er iskold. Drengen har en opmærksomhedsforstyrrelse”.I bestræbelserne på at hjælpe barnet peger de voksne ivrigt på mulige årsager til det opståede problem og dermed svaret på, hvad der skal gøres – og måske ikke mindst, hvem der skal gøre det. Det kan nemt virke, som om vi samtidig er i gang med at udpege ejeren af skylden for et barns vanskelige situation. Kampen om Skylden går i gang, og i den findes ingen vindere. I stedet for Kampen om Skylden har vi brug for en fælles forståelse af, hvor vi gerne vil bevæge os hen med et bekymringsbarn – ikke nødvendigvis af hvorfor vi er, hvor vi er nu. Inden min første arbejdsdag som skolesocialrådgiver spurgte jeg lærere i min omgangskreds, hvad der er det mest irriterende, en skolesocialrådgiver kan møde dem med. De svarede bl.a: ”Hun skal huske, at når vi beder om hjælp, har vi forinden prøvet ALT, så hun må ikke bede mig om at starte forfra. Hun skal vide, at vi lærere er vant til at klare tingene selv. Det værste, hun kan sige er, at vi skal holde et netværksmøde”. Mon ikke den sidste udtalelse blev sagt ud fra en erfaring med møder, som aldrig rigtig førte til noget? Møder hvor selv de bedste viljer er blevet demonterede og afløst af korslagte arme? Møder som puster til mismodet og følelsen af at stå helt alene med sin bekymring eller frustration over et utilpasset eller trist barn. Som skolesocialrådgiver ser jeg det som vigtig opgave at fremme et tillidsfuldt samarbejde, som bidrager til engagement og en oplevelse af, at vi – forældre, lærere, ledelse, fritidshjem o.a. - står sammen om at vende en bekymrende udvikling.Som en lærer sagde på et netværksmøde: ”Det er rigtig rart, at vi sidder med en fælles forståelse… jeg kan godt huske, at vi var kommet meget langt fra hinanden”. Jo flere af sådanne samtaler og møder mellem de voksne omkring et barn, en skole kan tilbyde, jo flere børn kan vi ved en tidlig fælles indsats hjælpe til at blive på sporet sammen med deres forældre.Lad mig for en sikkerheds skyld slå fast: For de børn, hvor vanskelighederne overstiger skolens og familiens indsats i et engageret og respektfuldt samarbejde, skal der naturligvis skabes kontakt til socialforvaltningen. Her har skolesocialrådgiveren en oplagt opgave i at formidle klarhed omkring bekymringernes indhold og omfang, så der ikke spildes tid og ressourcer på spilfægterier. En yderst vigtig opgave, som dog ikke er emnet for dette indlæg.