Kvalitet kræver forbudte forandringer

Vi vil undervise i folkeskolen. Vi vil være med til at gøre en forskel. Vi vil mærke de unge mennesker og arbejde med dem, hvor de er! Være med til at bryde negativ social arv og udvikle talenter. Vi vil være blandt de bedste og dygtigste undervisere inden for vores felt – så eleverne føler de lærer noget, og resultaterne viser, at de rent faktisk også gør det. Vi vil!

Men vi kan blive i tvivl om, hvor meget vores omverden vil, at vi vil det. Og det provokerer os. Derfor dette indspark i folkeskoledebattens kvalitetssnak og sniksnak.

Vores indspark er drevet af glæden ved at undervise folkeskolens ældste elever, drevet af den (op)gave det er at udføre et solidt stykke arbejde og nyde frugterne af det – men også af vores frustration over at effektive læreres målrettede kompetenceudvikling for aktivt at medvirke til at drive den bedst mulige folkeskole ikke belønnes. En frustration over at vi ikke har mulighed for at gøre karriere som kompetente og engagerede lærere indenfor for vores fag, men i stedet er henvist til at videreuddanne os til ledere og alt mulig andet langt væk fra klasserummet, hvis vi vil til tops i det danske folkeskolesystem.

Men vi vil ikke være skoleledere. Vi vil være hands-on der, hvor det sker – i klasserummet. Vi vil belønnes for kontinuerligt at udvikle os inden for vores fag, frem for at skulle prioritere efteruddannelse som AKT-vejleder, praktikvejleder, IT-vejleder, tillidsmand, arbejdsmiljørepræsentant etc., hvis vi vil have mere end i lønposen.Ikke at vi underkender disse kompetencer. Tværtimod! Vi tror blot på, at den fagligt funderede lærer også får overskud til at tænke trivsel, teamsamarbejde og være visionær, i takt med at den faglige bagage opdateres.

Vi synes, det kunne være spændende og udfordrende at give alt, hvad vi har i os for en endnu bedre folkeskole. Derfor er det også forstemmende, at nuancerne forsvinder, når Danmarks Lærerforening (DLF) og Kommunernes Landsforening (KL) taler tal. En vigtig debat om folkeskolens fremtid blev denne vinter kogt ind til en diskussion om en ekstra undervisningstime eller ej – i øvrigt uden hensyntagen til om det fx er to idrætstimer, der skal konverteres til tre tysktimer, om det er to samfundsfagstimer, der skal konverteres til tre billedkunsttimer eller om den ekstra time skal bruges på klassens tid. I praksis er der himmelvid forskel på, hvad det vil betyde i forberedelsestid og opgaveretning. Aktuelt oplever vi, at de praktisk-musiske fag selvfølgelig kræver forberedelse – men sjældent skriftligt rettearbejde og efterfølgende dialog med eleverne om det videre læringsforløb. Det er denne indsats – og tid – der gør en forskel. Og det bliver KL såvel som DLF nødt til at forholde sig til, inden den ene får dollartegn i øjnene, og den anden spiser sig mæt i tudekiks.

Når det er sagt, er vi fuldstændig enige med DLF og KL om, at det ønskede mål er kvalitet i undervisningen. I folkeskolen. For alle uanset familiær baggrund. Hvem er for øvrigt ikke det? Men kvalitet opstår ikke af sig selv, fordi man har læst fire år på lærerseminariet. Uddannelsen er et vigtigt udgangspunkt, men vi vil gerne udfordre præmissen om, at alle lærere heraf er lige gode og tilbyder undervisning af lige høj kvalitet. Vi tillader os derfor at stille en række overordnede spørgsmål, som ikke er lige populære i alle lærerkredse - måske ligefrem forbudte:

• Kunne man forestille sig, at en af hovedårsagerne til den store andel af funktionelle analfabeter skyldes, at mange elever laver alt for lidt skriftligt arbejde? I virkelighedens folkeskole er det muligt at skrue ned for skriftlige afleveringer, hvis man som lærer vurderer, at det tager for lang tid at give feedback og velbegrundede karakterer eller måske vurderer, at det er ligegyldigt. Det mener vi ikke, det er! Altså ligegyldigt. I indskolingen ved alle, at læsning og skrivning hænger sammen - det mener vi også det gør i resten af skoleforløbet. Derfor bør skriftlighed, på linje med den faglige læsning, selvfølgelig prioriteres i alle boglige fag. Så analfabeten lærer at læse og skrive, og den dygtigste får udviklet sit potentiale og talent.

• Kunne man forestille sig, at højere adgangskrav for ansøgere til læreruddannelsen kunne tiltrække studerende, der havde mere forhåndsviden om deres valgte linjefag, så de i langt højere grad kunne bruge studieårene på fagdidaktik frem for at tilegne sig basal viden om faget? Og kunne man forestille sig, at det i sig selv kunne højne ikke bare kvaliteten i folkeskolen, men også lærernes anseelse i samfundet, fordi det at blive lærer var en mulighed for de få, for de dygtigste studerende, sådan som det er tilfældet i flere lande rundt om i verden – med Canada som hotteste eksempel p.t. I Danmark er realiteten lige nu, at man i alle andre fag end dansk kun skal have 02 på A-niveau fra sin gymnasiale uddannelse for at kunne læse faget som linjefag på lærerseminariet. Er det hensigtsmæssigt for den gode folkeskole, vi gerne vil drive?

• Kunne man tilmed forestille sig, at det ville være attraktivt for nye studerende at blive lærere, hvis læreruddannelsen var en 5-årig kandidatuddannelse? DLF og DPU/Aarhus Universitet gav sidste år et spændende bud på, hvordan en sådan uddannelse kunne stykkes sammen; forskningsbaseret og med europæiske uddannelsesstandarder. Om end der i første omgang kun er tale om en forsøgsordning, så mener vi, det er et rigtigt skridt i retningen mod at uddanne grundskolelærere, som er professionelle uddannelseseksperter. Hvis Danmark fortsat skal kunne klare sig i konkurrencen på det globale arbejdsmarked, så starter indsatsen i folkeskolen.

• Kunne man forestille sig, at ovennævnte uddannelseseksperter og pædagogerne på alle landets folkeskoler indledte et formelt samarbejde som sparringspartnere i arbejdet med vores socialt udsatte og udfordrede elever? Og kunne man tilmed forestille sig, at værdien af et sådant samarbejde gavnede kvaliteten af vores børns uddannelse – frem for i overenskomsternes navn at lukke diskussionen, før den er indledt?Vi ser alt for mange lærere, der bruger undervisningstid på socialpædagogisk arbejde i samarbejde med andre lærere, frem for med pædagoger, som netop er uddannede og mere kompetente udi dette.Pædagogen bør fokusere på socialpædagogiske opgaver, som pt. tager meget tid fra den samlede undervisning. Og læreren bør fokusere på den gode undervisning af alle elever. I forlængelse heraf ville det også give mere mening at inkludere flere af de nuværende specialeklasseelever i den almindelige undervisning, så et absolut minimum ekskluderes fra folkeskolens normalklasser.

• Kunne man sidst, men ikke mindst, forestille sig at kvaliteten af undervisningen kunne højnes med muligheden for at gøre karriere som folkeskolelærer? Med karriere forstås reel, progressiv lønudvikling mod krav om opfyldelse af KPI’er (key performance indicators = succeskriterier) og krav til ledelsen om at følge op på disse. Så der bliver sat ord på, hvad der er målet med den enkeltes lærergerning – og hvordan det nås? Hvordan det er i overensstemmelse med de faglige trinmål og elevernes læringspotentialer. Hvordan det tilgodeser lærerens egne udviklingspotentialer. Og hvilken betydning det har for den enkeltes lønudvikling.

Vi mærker pt. ingen ydre motivation for at være dygtige lærere. Motivationen må vi finde i vores egen integritet og selv opretholde. Samfundet, folkeskoledebatten og medierne forventer nærmest af os, at vi er uambitiøse, holder ferier på perlerække og ikke forbereder os ordentligt. Det er dét ”inspirerende” billede, vi har at leve op til. Professionel fingeren-på-pulsen, høje ambitioner på elevernes vegne eller målbare succeser giver intet mere end en iboende stolthed – og måske et klap på skulderen og et godt skema.

Vi tror, det er derfor, at mange gode lærere ikke bliver ved med at være lærere. De søger andre fagområder, fordi de, modsat lærerprofessionen som den er nu, kræver fortsat at udvikles og udfordres. Mærke tilfredsheden, når udfordringen er undersøgt og forceret. Lært. Og ja, høste anseelse og højere løn som følge heraf.

Modsat mange andre mener vi ikke, at lærerlønnen er absurd lav; vi har en fornuftig grundløn og en god pensionsordning. Problemet er, at muligheden for reel, progressiv lønudvikling efter den første håndfuld år som lærer – som underviser! – slet og ret ikke eksisterer.

Ønsker vi en folkeskole, som dygtige, stolte og ambitiøse lærere forsvinder fra, når der ikke længere er mere karriere at gøre? Eller kunne man forestille sig en folkeskole, hvor der også var plads til og muligheder for lærere med store karrieredrømme, fordi de møder personlige udfordringer, anseelse og tilskyndelse til fortsat udvikling? En folkeskole hvor kvalitet og karrieremuligheder går hånd i hånd? Kunne man forestille sig det?

Vi kan forestille os det hele.