Kunsten at give uden at få i konkurrencestaten

I en uddannelsessammenhæng har man de seneste år efterstræbt kompetenceudvikling og selvoptimering. Uddannelsespolitisk er det i tidens ånd at ville styre og evaluere med henblik på at kunne opnå målbare resultater. Derfor har der været et politisk ønske om et fokus på alt det der kan måles i Pisa-undersøgelser og nationale test. Vi er rykket fra den demokratiske dannelse til kompetenceudviklings mentalitet. Den institutionelle pædagogik er overtaget af konkurrencestatens politiske pædagogik, som er ved at finde fodfæste i Danmark.

Sigtet må være at forebygge reduktioner af begreber som ”kompetence” ”viden” og ”uddannelse” og bringe potentielle samfundsmæssige forandringer for dermed at kunne sigte mod ”mennesket” i centrum. I uddannelsesinstitutionerne skal der tages højde for mennesket og dets bevidstgørelsesprocesser. Det gælder om at se på hvordan uddannelsesprocessers potentialer kan gøres frugtbare for skabelsen af et demokratisk dannet og selvbevidst samfund.

Der bør være en bekymring om vi er i færd med at flytte fokus fra oplæring i demokratiske dannelsesprocesser til den enkeltes kompetenceudvikling. Er vi gået fra solidarisk engagement til en egennyttig interesse. Egennyttige interesse for personlig vinding.

Holdningerne er blevet mere nytteorienterede og individualistiske, vi er mere præget af ’at få noget ud af’ deltagelsen og aktiviteten. Man engagerer sig ikke for at skabe et fælleskab, men snarer for at få et personligt udbytte og nytte af deltagelsen.

I pædagogisk sammenhæng møder vi ofte den slags nytteorienterede holdninger hos eleverne. Oplevelsen af kundskabens værdi vurderes efter den nytteværdi den har. I dagligdagen møder man elever der afviser læring og indhold med begrundelse ’hvad skal vi bruge det til’. Praktisk orienteret læring går dog fri for denne kritik, da nytteværdigen er selvsigende.

Det moderne menneske tænker i optimeringskalkuler, og derfor er det en utænkelig tanke, at få mindre end hvad man startet med. Men her bør vi tænke at ”Vi skal belønne dem for at dele ud af deres skumfiduser og ikke kun for at opnå flere skumfiduser selv” siger professor Brinkmann. Børn skal ikke være i konkurrence med hinanden, men snarere lære at forstå fælleskabets betydning.

Vi bør gå i retning af dannelse og ikke udelukkende kompetenceudvikling og selvoptimering. Måske skal vi endda forstå at håndtere selvbegrænsningens kunst.

Denne form for etisk dannelse er ikke nødvendigvis en modsætning til de faglige kundskaber. Som professor i psykologi Svend Brinkmann siger i hans nye bog 'Gå Glip' ”Tværtimod understøttes den af indsigten i, at verden er meget større end mig, hvilket i princippet er en erkendelse, der kan formidles af alle fag fra historie til matematik”. Derfor bør man nødvendigvis ikke se dannelse som en modsætning til faglige kunnen, som det ofte har været i tonen i den historiske debat om emnet.

Vi bør disciplinere os selv til at skifte vilje og mentalitet. Vi må revurdere vore syn til et ønske om at skabe fælleskab og demokratisk medborgerskab. Vi skal skifte vore arena til at være andet end økonomisk profit. Vi bør genskabe Kirkegårds kærlighedsbegreb og dannelsespædagogik til en del af den institutionelle kultur.