Krav til eleverne - eller "fuck-effekten"?

Så kører den igen, debatten om danske skolebørns læse – og matematikfærdigheder. Og automatpiloten er i den grad slået til. Det hævdes således, at det hele skyldes coronanedlukninger, andre siger, at det skyldes for megen tid ved skærmene og atter andre hævder, at grunden til mistrøstigheden er, at der er for mange uuddannede medarbejdere i skolen. Men meget få har i den aktuelle debat anført, de måske mest afgørende årsager til de manglende færdigheder: For det første at børn og unge intet eller kun ret sporadisk har et forhold til bøger og dermed til at læse, fordi de er formet ind i en verden, hvor det meste foregår digitalt. Den anden årsag er, hvad jeg vil kalde ”fuck – faktoren”! Vi finder nemlig en reaktion hos mange skoleelever, når noget er svært: "Fuck det, så gider jeg ikke"! Og det kan jo være svært at læse eller klare matematikopgaver.

Der er naturligvis mange børn, der mestrer en god adfærd. Som kan tage imod og udnytte de mange tilbud og muligheder, der ligger i tiden. Og de kan finde rundt i de mange forskellige normer og krav om adfærd, der er i de forskellige rammer, de er i hver dag, fordi de har haft tydelige og rammesættende voksne omkring sig. Men der er også børn som er støjende og selvoptagede, som er opgivende når der stilles krav, og når de ikke umiddelbart kan løse en opgave. De vil helst underholdes hele tiden, og synes, at netop deres ønsker og behov skal tilfredsstilles.

Så vi står overfor en opvoksende generation, der dels ikke har noget tæt forhold bøger, dels ikke kan klare den modgang der naturligvis er gemt i nye faglige udfordringer. Og når de giver op, mødes de ikke af klare reaktioner fra de nærmeste voksne, der kan hjælpe dem til at være mere vedholdende. De – altså de voksne – er nemlig indhyllet i dogmer om, at man ikke må skælde børn ud, at man skal være anerkendende og rummelig. Og hér ligger der en risiko for, at man også undlader at stille krav til eleverne, fordi det jo kunne krænke deres integritet. Man kan sige, at vi i vores iver efter at få børn på banen, hvor vi har givet dem lov til at have deres egen mening og ret til at sige de voksne imod, har udviklet en slags ‘modspilsbørn’. Et udtryk der her ikke skal forstås negativt, men ses som en konstatering. Men modspilsbørn kræver både modspil og udspil. MODSPIL, hvor man som den voksne ikke blot er eftergivende, men er parat til også at udtrykke egen mening og, hvor dét er påkrævet, stiller krav, der skal honoreres. UDSPIL, når en elev for eksempel selv vil bestemme, hvad han vil lære, og hvor svært det må være, men hvor læreren spiller tilbage med sit udspil om, hvad der skal arbejdes med og om, hvor der er ”frit valg”.

Det er blandt andet ved at stille krav til eleverne, at læreren kan genvinde sin autoritet med den ikke uvæsentlige sideeffekt, at eleverne faktisk lærer noget.