Krav om måling af hver enkelt elevs faglige progression er et voldsomt tilbageskridt

Som læringsmålsskeptiker, der slår til lyd for, at vi for undervisningens og læringens skyld er nødt til at arbejde mere nuanceret med mål, end læringsmålsstyringen foreskriver, har der været grund til en spæd optimisme i 2016. Der har været tegn på små, men ikke ubetydelige fremskridt eller opblødninger:

1. I februar understregede Undervisningsministeriet, at lærerne ikke skal opstille individuelle mål for hver elev i timerne – kun i elevplanerne (folkeskolen.dk 17.2.16).

2. I marts ændrede Undervisningsministeriet deres vejledning til læringsmålstyret undervisning til et inspirationshæfte – en ikke ubetydelig ændring i det politiske system, har jeg ladet mig fortælle.

3. I april indrømmede en kontorchef i Undervisningsministeriet, at det var ministeriet selv, der havde opfundet begrebet ”læringsmålstyret undervisning”, hvilket kritikere brugte til at stille spørgsmålstegn ved, om metoden så overhovedet var evidensbaseret som hævdet fra politisk hold (folkeskolen.dk 12.4.16).

4. I maj harcelerede Marianne Jelved og Morten Østergaard over, at de nye fælles mål stik imod deres politiske intention ”virker som en spændetrøje”, og at man ”gør skade på skolen, hvis undervisningen lægges i snævre rammer” (Information 3.5.16).

5. I juni proklamerede Ellen Trane Nørby, at hun vil skære ned i antallet af bindende mål (folkeskolen.dk 9.6.16).

Men når KL og regeringen i forrige uge med deres aftale for kommunernes økonomi i 2017 har besluttet, at hver enkelt elevs faglige progression skal synliggøres fra om et år, er det et kraftigt tilbageskridt. Et af de allerstørste!

Selvfølgelig er der visser former for læring, der kan gøres til genstand for en synlig progressionsbeskrivelse. Som dansklærer er det fx ikke svært helt konkret at påvise en elevs staveudvikling hen over et skoleår, eller hvordan læsetempoet har udviklet sig. Det benytter jeg mig selv flittigt af. Men at tro, at alle former for læring kan opgøres og indsættes på skalaer eller i tabeller, hvilket jeg antager er intentionen, er et udtryk for et skræmmende snævert syn på pædagogisk praksis. Skræmmende, fordi synet tilhører de politiske magthavere.

Hvis man kaster et blik på Fælles Mål for faget dansk, er det værd at bemærke mål som disse, som skal være opfyldt efter 6. klasse:

Eleven kan udtrykke sin tekstforståelse gennem medskabelse af teksten.

Eleven kan vurdere en tekst i lyset af tekstens samtid.

Eleven kan sammenfatte sin fortolkning [af en tekst].

De faglige færdigheder i disse fælles mål - at kunne udtrykke, vurdere, sammenfatte og fortolke – er temmelig abstrakte. Derfor kan en progression inden for disse færdigheder heller ikke synliggøres i skalaer eller tabeller. For det kræver nemlig, at læreren kan opstille to identiske test- eller målesituationer med fx nogle måneders mellemrum. Det kan man gøre med hensyn til en elevs stavefærdigheder. Man kan blot gentage den samme staveprøve efter x antal måneder. Men det er umuligt at måle en elevs vurderings-, udtryks-, sammenfatnings- eller fortolkningsevne på en måde, der helt præcist kan sammenlignes med tilsvarende evner nogle måneder forinden. Selvfølgelig kan jeg som lærer vurdere en elevs tekstforståelse eller fortolkning af en tekst lige nu og her og også beskrive den (eller give en karakter for den). Men jeg kan ikke give eleven den samme eller en fagligt fuldstændigt identisk tekst fire måneder senere og så sammenligne forståelsen og fortolkningen med den første. Det giver ingen mening. Og desuden ville det styre timernes indhold i en grad, der ville tangere det rigide. For jeg ville være tvunget til at kopiere min egen undervisning og sætte de samme faglige områder - fx digte, reklamer eller kortfilm - på programmet flere gange årligt. Hvordan skulle jeg ellers kunne beskrive en progression?

Så har der i løbet af året været tegn på 5 skridt frem (jf. ovenstående punkter) og væk fra læringsmålstyranniet, er dette et udtryk for mindst 10 skridt tilbage. Hvis vi lærere skal anvende et redskab, der skal synliggøre alle elevers faglige progression, må vi nødvendigvis gøre undervisningen så håndgribelig og konkret, at den vigtige og abstrakte læring trænges helt i baggrunden. Og vi må bevæge os inden for meget snævre faglige emner i jagten på identiske testsituationer. Det er udtryk for en grov forsimpling af pædagogisk praksis at tro, at al læring kan gøres til genstand for en progressionsbeskrivelse. Og bliver det til virkelighed, hvilket det unægtelig ser ud til, er jeg alvorligt bange for det undervisningsmiljø og de dannelses- og læringsmuligheder, vi vil kunne give vores elever. I mine øjne bliver det dødsstødet for skolen. Vi vil ikke kunne leve op til skolens formål. Og dét må ganske givet betyde, at mange lærere vil nå til grænsen for, hvad man kan og vil stå inde for som professionel lærer med forstand på pædagogik og god undervisning.