Kongehuset, Rundetårn og Madsen

Folkeskolen. Debatsiderne gemmes til sidst - i vores spisekrog har de efterhånden fået status som gemmesider. Man må jo følge med i, om Jens Colding fortfarende er fast i troen, om Niels Christian Sauer er blevet lykkeligere, efter at han er indtrådt i hovedstyrelsen, eller om den velskrivende himmerlænding, Torben Thomsen, er fremme med nye dristige konklusioner i kunstfærdige sproglige konstruktioner.

Men først og fremmest må man forvisse sig om, at Vagn Madsen stadig er der. En sjælden gang indtræffer det, at man kigger forgæves - hvad i alverden? Han er da vel ikke. . .? Men når han så ugen efter benåder os med to læserbreve, ånder man lettet op. Madsen har bare været kortvarigt indisponeret, eller også har der været noget med postgangen i Brønderslev.

Ikke fordi vi trænger til at repetere Vagn Madsens meninger, dem kender vi for længst, og han besidder jo kun et par stykker, baseret på et primitivt begrebsapparat. Ej heller har man lyst til at gå i polemik med ham. Han kunne jo blive hoffærdig af det, og i øvrigt drømmer han ikke om at overveje andres argumenter endsige bøje sig for kendsgerninger. I øvrigt gjorde det mig ondt, da Werner Thierry for nogen tid siden i Politiken påviste, at Madsen havde angrebet selveste Georg Brandes - uden at kende det ringeste til, hvad Brandes stod for. Det var virkelig synd.

Nej, det drejer sig om, at man efter et langt liv med talrige omskiftelser så sandelig har brug for, at noget her i tilværelsen står urokkelig fast: Kongehuset, Rundetårn og Vagn Madsen.

Tillad mig da at sende et forslag til redaktionen: Lad Madsen få status som columnist i bladet! Han har jo øvet sig i at begræn-se sig til én spalte, giv den et farveunderlag (gulgrøn for eksempel - som galde ser ud), og lad den få en fast plads. Vi behøver ikke læse den, men på den måde kan vi hurtigt registrere,at alt er vel. Lov og tak og evig ære.

Jens Christian Jørgensen

Risskov