Kompetencemål og konstruktivisme

Den sidste tids debat i den pædagogiske verden med grene til uvidenskabelighed og skolereformen kan kun hilses velkommen som en grundliggende pædagogiske diskussion.

Det handler om læringsmålstyret undervisning og kompetencemål.

Jeg har mange gange brugt det lille banale eksempel:

3. klasse har temauge om indianere. Mette og Søren indgår i en gruppe, som skal rejse et indianertelt. Undevejs tænker Mette på Indianere, hvordan de levede og måske, hvordan det var at være squaw. Søren tænker på at hamre pløkker i indianerteltet. Efterfølgende har de begge lært noget. Mette har lært noget om begrebet indianere og Søren har lært noget om telte og pløkker.

Jeg har brugt det banalt eksempel på at vise, hvad konstruktivisme handler om i pædagogiske praksis. Indenfor uddannelse er konstruktivisme en læringsteori, der hævder, at viden ikke overføres uforandret fra lærer til elev, men at lærdom er en aktiv proces, i hvilken viden genskabes i en ny sammenhæng.

Her læner jeg mig op ad “radikal konstruktivisme” og Niclas Luhmanns “operative konstruktivisme”.

Luhmann eksemplificerer det med sætningerne: ”Det er meningsløst, at vi skal gå fra undervisning til læring” og ”ingen kan lære nogen noget”.

Teorien er, at undervisning er kommunikation. Kommunikation i et socialt system (fx en skoleklasse) kan kun finde sted, når deltagerne er i stand til at ”redigere” den mangfoldighed af indfald, der hele tiden dukker op i bevidstheden, og dermed kunne forholde sig til kommunikationens (undervisningens) tema.

Teorien er netop “radikal”, men kan give mening, når den ses op imod nutidens instrumentale læringsmålstyret undervisning.

Måske tager jeg fejl og måske findes der bedre udlægninger.

Men jeg tænker at netop den radikale konstruktivistiske tænkning er helt fraværende i kompetencemålstænkningen og læringsmålstyret undervisning.

Er det så skidt? Jeg synes det. På landet professionshøjskoler er undervisningsdifferentiering stadig det store scoop, også selvom det er ligeså utopisk og umuligt, som det altid har været. Men tager vi alligevel undervisningsdifferentiering alvorligt, er netop differentieret læringsudbytte den mest interessante element.

Ud fra den optik passer læringsmålstyret og konstruktivisme ikke sammen.

Så måske skal vi tilbage til undervisningsmål, som er langt mere loyal overfor en konstruktivistisk tænkning, og måske er netop læringsmålstyret undervisning begrænsende for elevers brede og relevante udvikling.