Kommunalt ansvar

Hans Jørgen Franks kræver dokumentation for, at kommuner på 30.000 indbyggere er fagligt bæredygtige nok til at overtage ansvaret for den vidtgående specialundervisning. Jeg vil prøve at komme med et svar:

Kommunerne står i praksis allerede i dag for halvdelen af paragraf 20.2-undervisningen. 48 procent af paragraf 20.2-eleverne går på kommunalt drevne (men amtsligt finansierede) special- og centerklasser eller modtager særlig støtte i normalklassen.

Alle paragraf 20.2-elever visiteres via de kommunale PPRer (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), inden amtet overtager dem. Så visitationsopgaven er ikke ny. Det er klart, at nogle elever med helt særlige handicap og psykiske problemer kræver, at kommunerne løser visitations- og vejledningsopgaven enten via fælleskommunale PPR-centre eller via køb af den nødvendige rådgivning hos videnscentre, der er tilknyttet specialinstitutioner eller nationalt organiseret.

Med hensyn til driften af specialskoler kræver en del af paragraf 20.2-undervisningen en høj specialisering og faglig kompetence, der kun kan etableres på baggrund af en vis volumen af elever. Det kan løses, enten ved at enkelte kommuner etablerer disse specialskoler, og andre kommuner køber sig ind, eller ved at andre aktører etablerer disse specialskoler, som kommunerne køber sig ind hos. Man kan også forestille sig en regional eller statslig myndighed som entreprenør. Det væ­sentlige er, at de nuværende specialskoler også vil eksistere efter en kommunal overtagelse af paragraf 20.2-området.

Jeg vil pointere, at det ikke kun er KL, der mener dette. En nylig evaluering af den vidtgående specialundervisning, som Danmarks Evalueringsinstitut netop har offentliggjort, peger entydigt på fordelene ved at placere pa­ragraf 20.2-undervisningen hos kommunerne. Tilsvarende peger strukturkommissionens betænkning på det samme.

Forkortet af redaktionen