Kørt ned for grønt

Forestil dig, at du bliver kørt ned i en fodgængerovergang for grønt lys. Du har selvfølgelig retten på din side, og du får også en større økonomisk kompensation. Men du skal tilbringe resten af dit liv i en kørestol! Hvordan er det så lige at have ret?

Nogenlunde sådan tænker jeg, når jeg i Folkeskolen 50-52/2003 læser, at sagen med de fem lærere fra Klostervængets Skole nu er afsluttet med et hemmeligt forlig indgået af skolevæsenet, de fem og så Københavns Lærerforening. Parterne har pålagt hinanden tavshed.

Jeg forventer ikke, at de fem kollegaer i en martyragtig position skal ofre helbred og arbejdsliv på sammenholdets alter, men sagen og ikke mindst nu dens afslutning giver unægteligt dystre perspektiver for alle medlemmer af DLF.

Ikke så få lærere har i denne sag efterlyst Lærerforeningen, og et faktum er det, at flere juridiske eksperter har udtalt, at de fem er blevet forkert behandlet, at kommunen og skoledirektøren har fejlet, og at en oprejsning og dermed følgende berigtigelse er af største interesse for alle lærere, ja offentligt ansatte i det hele taget.

Det er i dette lys og erkendelsen af, at »nye« og ildevarslende vinde blæser mere og mere, at medlemmerne efterlyser deres forening.

Det er jo en kendt sag, at den danske lærer befinder sig i et konstant bombardement af nye initiativer, som kræver en stor indsats.

Hvorfor skal vi så også trækkes med flere og flere sager, der ganske enkelt handler om ledere såvel på skoler som i forvaltninger med manglende format. Sager, hvor disse ledere handler overilet og forkert. Sager, hvor de presses ud i at vise »handlekraft« (blandt andet for at skjule det manglende format). Sager, som de slipper godt fra blot ved at trække på skuldrene af for eksempel den juridiske sagkundskab. Sager, hvor DLF har en historisk og naturlig pligt til at træde i karakter.

Hvorfor?