KL's tungetale

Ved to overenskomster har DLF's medlemmer stemt nej til aftalen, og det har efterladt dybe ar. Fordi medlemsgruppen begge gange er blevet skåret næsten midt over.

Men begge gange har det også været karakteristisk, at når afstemningerne var overstået, så var de overstået; så har kredsstyrelserne lagt uenighederne bag sig. Og når DLF's repræsentanter har mødt til forhandling i kommunerne, har man ikke kunnet høre, om de kom fra en kreds, hvor der var blevet stemt ja eller nej - alle kræfter er blevet brugt på at indgå lokale aftaler med kommunerne - på overenskomstens præmisser. Det afgørende har været - og er hver gang - at omsætte de centralt aftalte regler til noget, der virker i praksis.

Det samme, skulle man tro, ville være gældende på arbejdsgiversiden; det er jo hele forudsætningen for, at aftalesystemet kan virke. Det bryder sammen, hvis der ikke - hen over modsætningerne - er en gensidig respekt for hinanden og en fælles respekt for aftalens ånd og bogstav.

Men her er der desværre så store problemer, så det efterhånden er svært for folkeskolens lærere og ledere at opfatte Kommunernes Landsforening (KL) som en troværdig aftalepart. Og problemet handler ikke om, at kommunerne forsøger at bruge borgernes skatteindbetalinger på den bedst tænkelige måde, eller at en kommunal embedsmand hist eller pist ikke har fået sat sig helt ind i aftaleteksten. Problemet er, at Kommunernes Landsforening taler med flere tunger. Når KL-formanden, Anker Boye, sender brev ud sammen med DLF's formand, Anni Herfort, er meldingen én.

Men den slags anfægter ikke mindre ånder i den store forening, så DLF har for eksempel måttet komme med en række præciseringer, fordi KL's budgetvejledning til kommunerne indeholder faktuelle fejl om arbejdstidsaftalen. Og i bladet 'Danske Kommuner' blev KL's udmeldinger i sidste uge til den rene tungetaleri. En ansat i KL's konsulentvirksomhed for økonomi og ledelse refererer korrekt, at det i aftalens bilag er præciseret, at der ikke er tilstræbt ændring i den samlede ressource til pauser, frikvarterer, klargøring med videre. Men det forhindrede ham ikke i at udvikle en model, som ville betyde drastiske ændringer, hvis den kunne realiseres. Ved at samle undervisningen i to moduler - én fra 8.10 til 11.30 og én fra 12.30 og skoledagen ud - bliver der en time tilovers mellem undervisningsmodulerne, hvor lærerne 'vil kunne løse opgaver og afholde møder med videre'. Og vupti, så er der sparet en masse lærerstillinger!

Ét er, at det vil være yderst vanskeligt at opfatte Kommunernes Landsforening som en troværdig aftalepart, hvis den slags blev gennemført. Det vil både forgifte samarbejdsmulighederne og ødelægge skolens hverdag. Det vil også være svindel over for elever og forældre KL-konsulenten 'glemmer' nemlig, både at lærerne skal have frokostpause, og at de skal bruge tid på at gøre klar til undervisningen, så hvis der ikke regnes med pauser, vil tiden til pauser selvfølgelig blive snuppet fra elevernes undervisningstid. Det er logisk, for der er ikke andre steder at tage den. Og afsættes der ikke tid før og efter undervisningen til klargøring og afvikling, bliver resultatet også her, at tiden vil gå fra undervisningen.

Altså KL: Find tilbage til virkeligheden - og fortæl både ansatte og politikere, at aftaler skal holdes - af begge parter.

Eller sig det tydeligt og med én stemme, hvis meningen er at føre konfrontationspolitik. Med de alvorlige forringelser, det vil medføre.

-th

Læs side 32

Fortæl både ansatte og politikere, at aftaler skal holdes