Klar besked

Der sad jeg i Gyngemosehallen og slog tiden ihjel. Ved det bord, jeg havde indtaget, overhører jeg nogle teenagepigers samtale om en af deres gymnastikundervisere. Denne bliver omtalt som flink. Måske lidt FOR flink, faktisk. “Lidt ligesom ovre i skolen,” siger den ene. “Lad være med at pakke det ind. Bare giv mig klar besked. Det kan jeg meget bedre forstå,” afrunder hun. ”Interessant,” tænker jeg bag min camouflage af læsebriller og opslået læsebog.

Pædagogikkens mange ansigter

Et godt afsæt er selvfølgelig kendskabet til sine elever. Men hvordan gør man sig egentlig klog på dem, og ved de altid, hvad de selv vil have? Og ikke mindst, hvordan de vil have det serveret. Folk med hunde og små børn kender godt fornemmelsen, når for tykke fløjlshandsker ikke fungerer. Samtidig må/skal man heller ikke hæve stemmen for meget. Når en ordrer pareres på frygt, er det pædagogiske element ligesom allerede gået fløjten.

Den gyldne middelvej

Men hvad med et sted i midten? Jeg har tabt hovedet overfor klasser og hadet mig selv for det, for med den tavshed, der følger, er det fra børnene næppe ud fra devisen om, at læreren er rationel og fornuftig, så vi må hellere gøre hvad denne siger. Omvendt har min afventende taktik eller silkebløde stemmeføring heller ikke ført det nogen-som-helst steder hen. Så hammeren lader jeg ligge, men grovfilen holder jeg fast i for en stund endnu. Klare linjer giver som bekendt trygge rammer, og så kan vi komme til sagen, nemlig læring.