Michael Ziegler optræder som en klynkemås og KL som en flok hysteriske kællinger og nu kommer der en forklaring på hvorfor. De prøver med stor hokus-pokus at forklare den undrende danske befolkning, hvordan det kan være at "lærernes arbejdstidsaftale" står i vejen for at skolen kan blive ligeså god som kommunerne gerne vil have at den skal være.
I øjeblikket forhandler folkeskolelærerne og kommunerne om ny overenstkomst (OK13). Den ligger til grund for hvilken løn en lærer skal have og hvad læreren skal udføre af arbejde for at gøre sig fortjent til løn. Der er også andre arbejdstidsrelaterede problemer, som afklares mellem DLF (lærerne) og KL (kommunerne). Chefforhandleren for DLF hedder Anders Bondo Christensen og Michael Ziegler er chefforhandler for KL.
Først skal vi forstå, hvilke krav KL har til en ny overenstkomst. I "Plads til ledelse og forandring " (som er OK13-oplægget fra KL) står der "Det største problem er, at der skal indgås aftaler med Lærerforeningen om, hvad lærerne skal bruge arbejdstiden til. Bl.a. skal det aftales, hvor mange timer, lærerne i de enkelte kommuner må undervise" samt "Der er behov for at anvende lærernes arbejdstid langt mere fleksibelt og differentieret, end arbejdstidsaftalerne tillader." Det betyder at lederen på en skole ikke har uhindret adgang til at få sine ansatte til at gøre hvad som helst lederen vil have. Arbejdsopgaverne aftales i enighed med DLF, og den aftale vil KL gerne ud af.
Desuden har KL beskrevet hvad de gerne vil med folkeskolen og de mål kan åbenbart ikke indfries, fordi DLF er med til at aftale arbejdsopgaverne.
Nu kunne det være rigtigt spændende at undersøge om dagligdagen i skolerne nu også passer sammen med det billede som KL tegner i deres oplæg. Er det mon sådan ude i den virkelige verden, at kommunerne giver deres skoler mulighed for at kunne indfri ønskerne som de gennem KL gerne vil have indfriet? Jeg har gravet lidt i OK13-oplægget "Plads til ledelse.." og sammenlignet, hvad vi oplever ude i skoleverden. Det, der ubetinget er de tre største faktorer, som præger skolernes dagligdag, er ikke at finde i "Plads til ledelse..." Kommunerne har en helt anden dagsorden, end hvad KL prøver at bilde os ind. I øjeblikket er de tre store udfordringer "nedskæringer af drift-budgetter", "fusion/skolelukninger" og "inklusion". Hvordan hænger KL store og forkromede ønsker sammen med virkeligheded ude i kommunerne?
Citat fra "Plads til ledelse..."
"Der er et akut behov for at højne uddannelsesniveauet blandt de unge. Derfor skal vi fjerne barrierer, der står i vejen for, at folkeskolen kan udvikles, så eleverne får størst udbytte. En af barriererne er lærernes arbejdstidsaftale". Det er der ingen i Danmark, der er imod. Alle borgere, også lærere, synes at dette punkt skal have top-prioritet. I hverdagens verden er problemet dog helt anderledes. Hvis det virkeligt har så stor prioritet for KL at "akut behov for at højne..." så er der ingen mennesker på denne jord, der forstår hvorfor skolerne arbejder med minimums-timetallet. Kommunerne har simpelthen vanrøgtet deres skoler ved at give dem for små budgetter. Kommunerne har at tilføre skolerne ekstra penge til at kunne komme op på et langt bedre niveau der kaldes "vejledende timetal". Så har en dansk elev nemlig haft så mange timer i fagene, at eleven har kunne lære det, man skal lære i grundskolen. Samtlige folkeskoler i Danmark ligger og roder rundt på "minimumstallet" hvilket er lige præcis det minimum antal timer, hvor man lige præcis kan hævde at en elev har haft et accepteret antal timer i fagene.
Michael Ziegler, hvis kommunerne har akut behov for at højne uddannelsesniveauet, så er det en skandale at kommunerne tillader at skolerne operere på det allermindste acceptable niveau, minimums-timetallet. Dette har INTET at gøre med at en leder ikke kan disponere, men om at kommunerne selv er ved at køre deres skoler i sænk. Og I vil have lærerne til at betale for jeres problemer.
Citat fra "Plads til ledelse..."
"Folkeskolen har brug for rammer, der muliggør effektivisering og udvikling"
Hvordan udmønter kommunerne så dette, ude i dagens Danmark? Der har været en bølge over det ganske land, hvor kommunerne har fusioneret skoler og nedlagt andre. De har ønsket at have så få klasser på skolerne som muligt, med så mange elever i hver klasse som muligt. Det er jo et interessant scenarie. Har man f.eks fire klasser på en årgang, og man nu kun har tre klasser, så står man med en lærer, som pludseligt ikke har en klasse at undervise. Nu er det sådan at KL i et tidligere oplæg omkring skolens fremtid bl.a. satser på "alle elever skal regelmæssigt have samtale med en lærer, hvor man evaluerer elevens præstation og lægger nye mål". Der er rigtig mange samtaler, som skal holdes. 26 elever i en klasse, hver elev... "regelmæssigt", er det to samtaler på et år? Fire? Kommunerne har nu chancen for at lade den nu klassefrie lærer være en ressourcelærer på årgangen. Når klasselæreren afholder samtaler, kan ressourcelæreren undervise resten af klassen imens.
Et andet scenarie kan være, at der i de tre klasser går en håndfuld elever, som evt ikke lærer matematik ved at sidde og kigge i en bog. Nu kan ressourcelæreren tage den håndfuld elever med i f.eks sløjdlokalet, hvor de nu kan lave fuglehuse og derved lære matematik på en praktisk måde. Det var to måder, hvordan en skole kunne have gavn af at have "timefrie" lærere til rådighed på skolen. Dette falder fint i tråd med ønsket om " Uddannelsesniveauet blandt danske unge er afgørende for både den enkeltes mulighed..." og "Derfor skal lærerne være mere sammen med eleverne i arbejdstiden og bruge mere tid på undervisning" (begge citater fra KLs eget oplæg "Plads til ledelse..") Hvordan håndterede kommunerne at stå med lærere, som har fået frataget sit skema? De blev afskediget, hele bundtet. Nu havde skolerne ellers et fremragende udgangspunkt i at kunne få deres egne ønsker opfyldt til OK13. Men det har jo aldrig været de punkter, som kommunerne i den blodige virkelighed prioriterer først. Det handlede om at skære så mange lærere fra som muligt, for at spare på lønudgifterne.
Michael Ziegler, hvis kommunerne har så kæmpestort fokus på at den enkelte elev og dennes fremtid, så havde de chancen for at kunne bruge deres lærerstab helt anderledes. Det er en skandale at fusionsbølgen kun havde til hensigt at fyre ansatte og ikke styrke pædagogikken, som I giver udtryk for er så vigtigt for jer. I har modbevist jeres eget punkt om "effektivisering og udvikling", hvis det effektive er andet end at barbere lønudgifterne så langt ned som muligt. Dette har INTET at gøre med at en leder ikke kan disponere, men om at kommunerne har måtte afskedige for at spare lønkroner . I ville have lærerne til at betale for jeres problemer.
Citat fra "Plads til ledelse..."
" I folkeskolen skal eleverne have mere ud af skolegangen"
Dette har kommunerne imødekommet ved hjælp af inklusion. Det betyder at elever med særlige vilkår, nu bliver sat ud i de almindelige klasser. Det er en absolut anerkendt metode, der også praktiseres andre steder. Problemet med kommunernes håndtering er dog... Der følger ofte ingen ressourcer med, når disse elever inkluderes i klasserne. Den lærer, som står alene i en klasse, og har ansvaret for at alle elever i klassen lærer noget på deres egen måde og eget niveau, skal pludseligt også overtage lærerrollen for en ny elev. Denne elev kan godt have haft mange timers støtte de foregående år. Der følger ikke noget med ud i klassen, hvor de andre elever kan opleve at den nye elev trækker væsentlige ressourcer fra den lærer, som underviser klassen. Ofte kan der være problemer på de sociale områder, hvor læreren står helt alene og skal være hjælper for den nye elev samt stadig at have ansvaret for indlæringen hos de 25 andre elever. Mange elever oplever at (uden den fornødne hjælp) betyder inklusion at de får mindre ud af timerne end før. Både eleverne i normalklasserne og den inkluderede elev.
Michael Ziegler, hvis kommunerne har så stor fokus på "eleverne skal have mere ud af skolegangen" så er det en skandale at kommunerne overbebyrder deres ansatte ved at give dem større og større ansvar uden også at give dem passende muligheder for at kunne få den støtte som kan være krævet. De penge som kommunerne sparer på inklusion, burde bruges direkte på hjælpeforanstaltninger ude i de inkluderende klasser. Kommunerne ville kun besparelsen og overlader det til den enkelte lærer ude i klassen at få løst problemerne. Dette har INTET at gøre med at en leder ikke kan disponere. Elever kan nemt få mere ud af skolegangen, ved at sætte fokus på helt andre områder end at en "arbejdstidsaftale står i vejen".
Summasummarum:
Sig det dog som det er, chefforhandler Ziegler! Kommunerne har fyret så mange lærere, at de har svært ved at få arbejdet udført af dem, der har været heldige nok til at beholde deres job. Derfor skal de "rigide" arbejdstidsaftaler (som KL selv har været med til at underskrive) forringes (i forhold til lærernes arbejdstid) så det er muligt at få de tilbageværende lærere til også at udføre det arbejde som de fyrede lærere udførte. Elevtallet er faldet med 2%, til gengæld har kommunerne fyret 10% af lærerne. I kan stadig ikke få budgetterne til at gå op, og derfor skal der pines endnu mere ud af de tilbageværende ansatte. Men fri os fra den hæslighed at skulle høre på, at det er lærernes skyld, at skolerne har vanskelige vilkår. Det er kommunerne, der vanrøgter deres skoler med for dårlige budgetter og det er åbentlyst at OK13 handler om at få lærerne til at arbejde langt mere for de samme lønkroner, end nu. Jeres OK13-oplæg er flænset fra hinanden og I står fuldstændigt rundbarberede tilbage. Det er simpelthen uartigt at I prøver at tørre jeres egen suppedas af på jeres ansatte lærere. I er utroværdige, for den virkelighed som kommunerne præsenterer, ligger jo milevidt fra det scenarie I selv stiller i udsigt gennem jeres OK13-oplæg.
KL er utroværdig i OK13
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.