Kirke er kirke – stat er stat

I Folkeskolen nummer 19 giver DLF udtryk for, at afviste asylansøgere behandles uanstændigt. Heri er jeg ikke enig.

For det første er DLF en partipolitisk uafhængig organisation, og det tilkommer ikke foreningen at støtte personer eller organisationer, der ved deres handling bryder landets love.

Kirken er heller ikke et isoleret rum, der i forhold til gældende lov står over samfundets regler. Kirkens rum er alene en ramme om forkyndelse af Guds ord, og derfor er kirken ikke en appelret, hvor afgørelser efter lov og ret kan omgøres under henvisning til selvbestaltede moralske principper.

Det er således misbrug af kirkens rum, når og hvis det bliver brugt til at unddrage sig afgørelser, der tilsidesætter almindelig ordenshåndhævelse.

I modsat fald accepterer vi, at præsters sympati vejer mere end de af Folketinget vedtagne regler, og dermed legitimerer vi indførelsen af en form for præstestyre i Danmark. Derfor bør vi afvise præster som overdommere.

Asyl gives alene af de danske myndigheder og på grundlag af gældende lov. Det bør tilfældige kirkefolk ikke kunne ændre ved alene på sympatiens grund.

Det er helt uacceptabelt, at visse præster kun vil overholde de love, de er enige i.

Som kristendomslærer må jeg fastholde, at kirken er kirke og staten er stat.