Kend din plads - også din p-plads

Jeg er kommet til at hade at møde klokken 8, især om vinteren, selv om enhver lærer ved, at undervisningstiden fra klokken 8 til 9 er superb, da børnene ikke er begyndt at røre alt for vildt på sig endnu og koncentrerer sig bedre. Men hvilket kaos af bileri den hektiske mørkemorgenstund. Aflevering af børn, der skal skånes for anstrengende fodture, fulgt helt til dørs, ofte helt til skolebords, af overbeskyttende forældre. Jeg vil vædde på, at det ikke er af ondskab, men hvor er det skrækkeligt, at børneneskal fratages motionens og den friske lufts velvære. Uden tvivl var det Vorherres hensigt med benene, at de skulle bruges til at flytte et menneske fra et sted til et andet.

Der findes faktisk fortove, lysregulerede kryds, skolepatruljer og gårdvagter i rigt mål. De kommer til at overleve, de kære små, gør de. Men gør de det ved ikke at røre sig? Og tænker forældrene ikke på de farlige situationer, de selv kan være med til at skabe?

Så kommer jeg kørende og skal møde klokken 8, ingen p-plads, absolut ingen, forældrene blokerer og er i gang med de rituelle afskedsceremonier med, hvad man rammende har kaldt 'trofæbørnene'. Nylig læste jeg til min glæde i avisen om samme sag. Et eller andet sted, på djævleøen var det vist, forsøger man nu at komme de morgenkaotiske tilstande til livs ved at påbyde, at der kun måtte kysses farvel til puttenutterne i bilen, som straks skulle fjerne sig igen. Nævnt blev det også, at børn befordres i bil til trods for kort, ufarlig skolevej. Så langt er vi mig bekendt ikke kommet i Jylland, hvilket godt kan irritere mig.

Tilbage til mig selv, der i medlidenhedstanker med de muskelsvage børn, som ikke må gå og lære at kende smagen af al slags vejr, ikke kan komme til at parkere. Mest lyst kan man have til at køre hjem igen. Enten skal jeg langt, langt ned ad en sidevej, eller også skal jeg parkere ulovligt i udkørslen. På det seneste har jeg foretrukket det sidste, da jeg sætter pris på ikke at komme for sent.

Efter skoletid skulle jeg en sådan dag lige et ærinde ned i Jyske Bank. Hvad ser jeg: Den ene p-plads efter den anden ledig med et skilt: 'Personale, Jyske Bank'. Så tog jeg uden vaklen en af dem. Ganske vist har vi lært at bøje nakken, men alligevel. . .

Hvis forældrene ikke vil høre fornuftens stemme, kunne de så driste sig til at lade barnet gå de sidste cirka 100 meter, måske sådan til en begyndelse?

Nogen må snart gøre noget.

Else Baggesen

Hjørring