Karakterer og objektivitet

Der har været gode indlæg i dagspressen og i Folkeskolen om det problematiske i at vurdere en skole på afgangselevernes karaktergennemsnit.

Censors rolle og censorers forskellighed har også været behandlet, men bedømmelseskriterierne har ikke været diskuteret. Bortset fra dansk retskrivning og færdighedsregning, der kan vurderes objektivt, er der kun discipliner tilbage, som vurderes subjektivt. Lærer og censor skønner ud fra egne kriterier, om dette eller hint er selvstændigt, middelmådigt og så videre i forhold til upræcise krav som for eksempel 'evnen til at perspektivere'.

Systemet med beskikkede censorer til det skriftlige er med til at holde en nogenlunde ensartet bedømmelse, men også kun nogenlunde, for den samme lærer kan fra år til år sagtens opleve større eller mindre divergens i censorers bedømmelse i forhold til sin egen.

Det store problem ligger i, at vi i meget høj grad giver karakterer for egenskaber og ikke for viden. Den mundtlige overhøring former sig som en samtale, hvor elevens modenhed, kommunikationsevne, overblik, selvstændighed og evne til at formidle vurderes. Ikke primært elevens viden, men elevens færdighed i at tale om og ud fra sin viden er til vurdering.

Jeg havde engang en engelsk (indfødt) og normalt begavet dreng til afgangsprøve i engelsk. Han talte flydende engelsk, bedre end jeg selv, men desværre: Kun 10, for han var en indadvendt type, der ikke var særlig vild med at snakke. I relation til prøvekarakterer er fåmælthed en dårlig egenskab. Et skrækeksempel oplevede jeg, da jeg var censor hos en lærer, der talte væsentlig ringere tysk end en dygtig elev, og som efterfølgende ville give et sekstal, fordi han (læreren) ikke kunne forstå, hvad eleven sagde.

Selv har jeg oplevet at få ganske gode karakterer i fag, jeg havde et ret tvivlsomt indblik i, alene på grund af min evne til at snakke mig til det, mens andre med større faglig indsigt fik ringere karakter, fordi de ikke var så veludstyrede med denne nyttige egenskab. Når kravene til faglig viden er løst beskrevne, bliver vurderingen altid givet i forhold til lærerens personlige viden og indsigt!

Vi har i årevis fremhævet vores 'bløde' måde at se på elevernes færdigheder på, og vi har talt nedladende om 'paratviden'. Skulle vi mon besinde os?

Kunne det tænkes, at vi i begejstringsrusen glemmer, at disse efterspurgte egenskaber skal dyrkes sammen med faglig undervisning og indsigt? Man kan vælge metoder, der udvikler både selvstændighed og de øvrige egenskaber, men metoderne skal være midler for undervisningen og ikke mål i sig selv.

Det er klart, at elever ikke kan flytte fra en skole til en anden og regne med fælles fagligt ståsted skolerne imellem. Og det er uundgåeligt, at overblikket over den faglige progression på de forskellige klassetrin forsvinder, for den enkelte lærer er jo ikke lærebogsforfatter, og besparelser har i årevis tvunget lærerne til selv at fremstille undervisningsmaterialer. I de år er det faglige overblik, progressionen og sammenhængen gået tabt.

Mange steder lykkes det alligevel at gøre det godt, og det bør samfundet være dybt taknemmelig over. Men er det sådan, vi vil det?

Stine Preston

Mølholm Skole, Vejle

medlem af styrelsen i Vejle Lærerkreds

Forkortet af redaktionen