Kan/kan ikke

Med udgangspunkt i en danseworkshop på DLF kurset "Elevens læring i idrætsfaget anno 2015", har vi talt om sprogets betydning for at kunne holde fokus på læringens fremgang frem for standpunkt.

Vi blev introduceret for et evalueringsskema hvor taksonomien; "Kan", "Kan næsten" og "Kan ikke" blev anvendt. Der fremkom hurtigt diskussioner om betydningen af ordvalget - især overfor idrætsfagligt dygtige kontra svage elever. Hægter man de fagligt svage elever af ved at fortælle dem, at de ikke kan? Bliver de ansporet til at gøre den ekstra indsats for at komme frem til "Kan næsten"? Eller stopper de op i deres udvikling med en tilbagemelding som "Kan ikke"?

I en læringsmålstyret undervisning hvor det at lære noget i en proces skaber en udvikling, som dermed også skal vurderes som en proces i evnen til at lære noget. Vi mener, at elevene på den måde bliver motiveret til at lære mere. Vores eksempel vil være tre kategorier, hvor elevens læringsudbytte bliver vurderet på følgende måde. "Eleven er ved at lære", "Eleven bruger deres læring" og "Eleven kan lære endnu mere".

Er evalueringen og vurderingen mere på en konkret fysisk færdighed kunne vores forslag lyde: "Kan nogle gange", "Kan ofte" og "Kan altid".

Flere tanker: Dog kan man argumentere for, at man på de ældre klassetrin kan have brug for en mere præcis eller uddybende taksonomibeskrivelse, hvor man eksempelvis skriver selve de faglige mål ind i taksonomien vha fagudtryk. Vi talte om at det vigtige ved denne sprogliggørelse af læringsprocessen også er elevens eget sprog om deres læring. Dette sprog skal eleverne udvikle med tiden, sådan at de kan være med til at give hinanden feedback og vurderinger af elevernes læring og færdigheder. En proces som vi tænker kan være med til at skabe selvreflekterende tanker.

Malene Schat-Eppers, Husum Skole (København)

Tine Klattschou, Lindegårdsskolen (Lyngby)

Dan Kjellman, Lindegårdsskolen (Lyngby)