Kan vi ikke få arbejdsro

Jeg har en kæphest: Det frie skolevalg, som jeg er meget imod. Det er nemt nok at sidde med den teoretiske del og kigge på tal: Der er fysisk plads til flere børn. Prøv at spørge os, der sidder i problemer til langt over halsen, om der er plads. Vi er i øjeblikket ved at skabe specialklasser under navn af almindelige klasser, fordi så mange specialklasser og institutioner bliver nedlagt. Det ville være befriende ærligt, hvis det hed sig, at de vanskelige børn skal blive i normalklasserne, fordi vi skal spare penge. I stedet kalder man besparelsen 'Folkeskolen er for alle børn'. Det kræver ikke megen tankevirksomhed at finde ud af, at de mange vanskelige elever presser de mere veltilpassede børn over i privatskolerne, som gør kort proces med uromagere: Ud. Der er familier med problemer som aldrig før, men ingen hjælp at hente i vores ellers så rige samfund. Jeg vil gerne lytte til forældre, der ikke har andre at snakke med, men jeg er ikke uddannet til at klare deres liv og kan ikke rigtig gøre andet end at lægge øre til. Jeg har i årenes løb modtaget adskillige nye elever, ofte for en kort bemærkning, blandt andet fordi krisecentret hører under vores skole, og her er der åbenbart ikke noget med frit skolevalg! Herfra kommer børn, der er i dyb krise, og som kræver en særlig indsats fra lærerne. Den er vi også villige til at yde, men det er enerverende at gøre et stort nummer ud af at integrere et nyt barn, der så pludselig uden varsel (efter fire dage, to uger) er væk igen.

Det frie skolevalg har sin berettigelse, men kun når man melder sit barn ind i skolen. Det er godt at kunne træffe et valg. Vi understøtter den zapperkultur, som vi ellers ynder at bekæmpe: Er du utilfreds, så tag endelig den næste skole i stedet for at prøve at løse nogle af problemerne.

Kan vi ikke få arbejdsro til vore skrøbelige børn? Der kommer ustandselig nye børn, og det er ikke de mest veltilpassede, der bliver flyttet rundt, hver gang det bliver antydet, at der skal sættes ind over for problemer. For hver gang et problem bliver løst, står der straks mindst et nyt.

Hele tiden bliver kravene til lærerne skærpet. Fra at have været en selvstændig, engageret medarbejderstab bliver vi nu degraderet til at parere ordre. Vi sidder på utallige møder, hvor vi har udtaleret/-pligt, men ingen reel indflydelse. Vi bliver sendt på tvungne kurser, hvor indholdet ofte er for ringe. Edb (under skiftende navne, så spændingen vedligeholdes) er tidens løsen. Det er da også en udmærket opfindelse, men som de gamle sproglaboratorier kan det ikke stå alene. Vi har mange små grupper, der skal holde møde, for det skal være så godt.

Lovene regner ned over os. Når vi er ved at have fundet ud af, hvad der forventes af os, bliver lovene lavet om igen. Det er umuligt at følge med.

Det er enormt svært at være kreativ uden frihed.

'Nu skal lærerne til at indberette truede børn', sagde de i pressen. Det har vi da altid gjort. Og hvad sker der ved det? Nul og niks. Vi sparer og synes, barnet har det bedst, hvor det er. Vi har ikke engang krav på at få besked om, hvad de sociale myndigheder har tænkt på at foretage sig, for kommunikationen vender kun den ene vej.

Vibeke Sørensen

Randers