Kampen mod beviselighed

Det ligner mere det pædagogiske parnas' forsøg på med en slags logeagtig lukkethed omkring den pædagogiske udfoldelse i folkeskolen at værne om sin egen urørlighed, når fire lektorer med professor Per Fibæk Laursen i spidsen i Folkeskolen nummer 48 går til kamp mod omverdenens krav på beviser for, at det, der foregår inden for murene, også resulterer i det, som forældrene lægger børn til og betaler for i dyre domme. Når en sådan berettiget interesse fra omverdenen blive for påtrængende, værger man for sig med udtalelser om, at sådan ubillig indblanding kun forsimpler den pædagogiske forskning med pestigetab for pædagogikken til følge. Med indretning af pædagogisk videnskabelige irgange, der for det meste har det med at følge ufolkelige, stærkt ideologisk opblandede labyrintiske veje, søger pædagogikken i stedet for at styrke sin prestige i takt med uoverskueligheden. Og når folket så gør krav på beviselighed gældende, gør man den folkelige interesse til en vulgarisering af den stakkels sarte pædagogiske forskning. Tænk, hvis pædagogiske forskere skal synke så dybt, at de skal reduceres til at finde frem til »undervisningsmetoder, der beviseligt virker«. Nej, nu må lærerne lære at indse, at jo mere praktisk anvendelig og jo mere pragmatisk pædagogikken bliver, jo mere instrumentel og primitiv bliver den, og jo mindre metodefrihed får lærerne. Det er naturligvis rent sludder, men hvad siger man ikke for at bevare et pædagogisk elfenbenstårn, der ikke tåler krav om pragmatismens generaliserende enkelhed. Og tænk, hvis folkeskolen engang igen skulle gå hen at blive til det, der burde give den eksistensberettigelse, nemlig til læreanstalt. I sin fordømmelse af folkeskolen som læreanstalt afslører det pædagogiske hold tydeligt, at hensigtsmæssige undervisningsmetoder til faglig indlæring bestemt ikke bør vinde indpas i folkeskolen.