Kære Margrethe Vestager

Du skriver i Folkeskolen nummer 8, at du er tilfreds med, at folkeskolelærernes kæmpeindsats nu har placeret Danmark nær en nordisk middelplads hvad angår tredjeklassernes læsefærdigheder, men du er utilfreds med en uacceptabel stor spredning mellem skolerne/kommunerne, hvilket du anser som ødelæggende for den nationale folkeskole. Det sidste synes jeg, du har ret i, og det mener jeg, du kan gøre noget ved.

Læseundersøgelsen peger på, at der er stor spredning med hensyn til de resultater, der opnås på de enkelte skoler. Det minder mig om, at forældre og elever, som skifter skole/kommune, kan pege på blokerende store forskelle på en lang række områder: Vægtning af fagligt indhold og timetal, målsætninger.

Det er egentlig meget forståeligt, at det forholder sig således. Hverken du selv eller Ole Vig Jensen har formået at gøre op med alle de ulykker, som jeres forgænger Bertel Haarder tilføjede den nationale folkeskole, da han var minister, og hvor privatisering og stærk ledelse var nøgleordene. Den 'nationale folkeskole' blev erstattet af en mængde 'kommunale privatskoler', og hver enkelt skole skal for eksempel hvert år formulere sine helt private indsatsområder, målsætninger og handleplaner. Vi har oven i købet fået et privat konsulentfirma til at hjælpe os med nogle af opgaverne. Også de enkelte kommuner har travlt med at profilere sig og dermed individualisere sig i misforstået konkurrence med hinanden. Læseundersøgelserne er kun ét eksempel på, hvorledes enkelte skoler og hele kommuner mere eller mindre bevidst deltager i det nationale, pædagogiske grandprix, hvor præstationer og kvalitet blandes sammen, vurderes og måles med en pointskala, som får melodigrandprix til at virke helt seriøst i sammenligning.

Al denne privatisering samt pædagogikken og den tilknyttede økonomi styres efter det Haar-der'ske princip af et par næsten enevældige forhenværende skolelærere, som har lagt al under-visning bag sig, da de blev ansat som skoleledere. Haarders kæphest, skolebestyrelsen, udgøres overvejende af lægfolk, som i en del tilfælde må udpeges, fordi der ikke er tilstrækkeligt med motiverede emner blandt de valgbare forældre. Nogle steder har skolebestyrelsen reel indflydelse og arbejder med interesse og indlevelse. Andre steder er de enkelte forældrevalgte mest optaget af deres egne børns vilkår, og visse steder er bestyrelsens rolle overvejende at lytte og nikke til skoleledernes fremstillinger. Tiderne, hvor et væsentligt initiativ lå hos de mennesker, som har erfaringerne, ekspertisen og ikke mindst lysten og visionerne, fik en brat afslutning med Haarders revision af skolestyrelsesloven. For mange lærere har det betydet, at kun erfaringerne og ekspertisen er tilbage.

Personligt mener jeg, at din fornemste opgave er at rette op på de ulykker, som Haarder skabte med sin styrelseslov, som satte lærernes indsats ud på et sidespor, og på hans privatiseringsbestræbelser, som skabte 'kommunale privatskoler' og næsten har taget livet af den nationale folkeskole.

Kjeld Glückstadt

Gladsaxe