Kære kolleger

Ingen i hele verden ved mere om den danske folkeskole end alle vi, der arbejder i den. Skulle vi ikke, gennem ærlig selvransagelse, konstruktiv nytænkning og klar tale, prøve at påvirke udviklingen markant, inden de øvrige - og altså mindre indsigtsfulde samfundsaktører (politikere, interessegrupper, medierne, diverse guruer og andre såkaldte specialister) - gør det for os?

Lad os vise det format, som ægte selvransagelse kræver, ved at udpege og indfange de hellige køer, og lad os få dem lavet om til rullepølse og leverpostej hurtigst muligt. Slut med de fagpolitiske og pædagogiske tabuer.

Lad os vise alle skeptikerne vore egne krav til professionalisme og engagement. Lad os vise, at vi i folkeskolen faktisk allerede besidder nogle af de kompetencer, som det øvrige samfund, herunder også erhvervslivet, stiler allermest efter i disse år; nemlig forandringsparathed, værdibaseret ledelse og højt udviklede sociale kompetencer kombineret med faglig dygtighed og flid.

Det vil virke overbevisende, hvis vi lagde ud med at forholde os til 'spillereglerne' omkring os selv; nemlig folkeskolens ansættelsesform og ledelseskultur. To ret så hellige stykker malkekvæg i visse kredse.

En stigende andel af folkeskolens medarbejdere er overenskomstansatte, og funktionærlovens regler omkring opsigelse udgør det juridiske grundlag. Loven rummer et udstrakt tryghedselement uden at reducere muligheden for nødvendige ledelsesindgreb til en øvelse, der først praktiseres, når alt er gået galt - eller slet ikke går. Denne udvikling er til fordel for alle; såvel læreren, der ikke trives i jobbet, som elever, forældre og kolleger.

Vores status som faggruppe vil stige, nu hvor et stigende antal lærere står inde for jobbet - med jobbet. Den dyrtkøbte tryghed som tjenestemand vil, om end langsomt, blive omvekslet til en løn, der minder om niveauet for andre faggrupper med en videregående uddannelse og et omfattende ansvar. Overenskomstansættelse er et skridt i den rigtige retning.

Og så folkeskolens ledelse: Der ligger en opgave i at udvikle en professionel ledelseskultur, hvor lederne anvender de muligheder, som lovens bestemmelser åbner, for at bruge personalepolitikken som aktiv ledelsesparameter, så de klart uegnede bliver hjulpet hurtigt - eller afskediget.

Er skoleledere indstillet på og i stand til at dreje den bedagede tjenestemandskasket en halv omgang og tænke overordnet i ledelse frem for i kollegial solidaritet? Og endnu vigtigere - vil lærerne acceptere og forstå vigtigheden af dette?

Det drejer sig ikke om personlig forfølgelse, men om ganske almindelig ledelse. Enhver kvalificeret leder ved, hvor vigtigt det er at vurdere sine medarbejdere rigtigt - og beholde dem, der lykkes i jobbet. Denne helt ordinære ledelsesopgave skal folkeskolens ledere også mestre professionelt - ellers skal de ikke være ledere.

Steen Christensen

Bryrup