Kære 'fagforening'

For 16 år siden, inden jeg blev lærer, var jeg medlem af Specialarbejderforbundet (SID), som for mig betød en fagforening, der varetog medlemmernes løn og arbejdsvilkår. Det gjorde de godt.

I mine 16 år som lærer har jeg stort set været tilfreds (i hvert fald ikke utilfreds) med foreningen.

Så kom resultatet af overenskomsten. Ja-sigerne - dem med de mange ben og få konfrontationstimer og dem, der ikke troede på kommunerne, da de sagde, at de ville have flere undervisningstimer - må enten være tilfredse eller føle sig noget til grin.

Som nej-siger er jeg ikke spor forbavset, men meget skuffet.

Som ikke klasselærer har jeg fået 28 konfrontationstimer, selvom jeg både er med i et udviklingsarbejde og har lejrskole!

Næh . . . dengang man var i SID, da arbejdede de for medlemmerne!

De 20 af timerne er i specialklasser, som man før fik reduktion for. Nu får jeg noget mere i løn, men det dækker ikke forbruget af cigaretter-rødvin-mavetabletter eller andre nervedæmpende foranstaltninger.

Næh . . . dengang man var i SID . . .

Jeg får stort set det samme til forberedelse som en, der underviser 14 timer.

Ja, jeg ved godt, jeg får noget ekstra forberedelse for de sidste otte timer, men de forslår som en skrædder et vist sted.

Forventer man, at jeg holder op med at forberede og evaluere, når de timer er brugt, eller er det en akkord, så man bare kører derudaf? For hvis det er en akkord, så burde man ligesom mureren, tømreren, gartneren og alle andre akkordarbejdere jo kunne lave akkorden om, når det viser sig, at den ikke holder (og her mener jeg ikke om tre år)!

Næh . . . dengang i . . .

Jeg synes, at fagforeningen skulle holde sig til at arbejde for medlemmernes løn og arbejdsvilkår og lade Undervisningsministeriet om udviklingen af folkeskolen!! Arbejder de mere for vores vilkår, følger udviklingen af skolen jo med!

Jeg kan stadig huske udsendelsen 'Profilen', hvor formanden var inde for at forsvare forhandlingerne. Hvis det ikke var, fordi jeg vidste det i forvejen, kunne jeg godt have troet, at journalisten var min formand og formanden fra Undervisningsministeriet.

Hun tænkte vist mere på forholdet til ministeriet end på sine medlemmer.

Næh . . . måske man skulle blive medlem af SID igen.

Mogens Erdmann

Stevns