Udfordringen er, at der mangler tid til forberedelse, efterbehandling og udvikling.
Lærernes tid skal i stedet bruges på statusrapporter, årsplaner med læringsmål, ugeplaner med læsemål, teammøder, udvikling og implementering af en stadig stigende inklusion, kurser, temadage, afdelingsmøder, pædagogiske møder, kompetencesamtaler, skole-hjem-kontakt, omsorg for børn i forskellige relationelle aktiviteter og så selvfølgelig undervisning.
Jeg har rigtig svært ved at forstå ønsket om en overdreven institutionaliseret hverdag for børnene.
En hverdag, hvor personalet i folkeskolen har overordentligt svært ved at indfri de gode intentioner i folkeskolereformen, og en skolehverdag, hvor det politiske arbejde bag skolereformen i ringe grad når ud til dem, det handler om: børnene.
Folkeskolen tørster efter næringsgivende væske, hvor der er overensstemmelser mellem de gode visioner og de resurser, der er til rådighed.
Disse resurser er de lærere og pædagoger, der - i øjeblikket - siger deres job op i folkeskolen, er langtidssygemeldte med stress, bryder grædende sammen i undervisningen, eller som resignerer.
Det kunne være rart med en regering og et folketing, der giver udtryk for en erkendelse af, at her er der behov for strukturelle tilpasninger, og efterfølgende sætter handling bag!
Hvad siger du?
Jeg undrer mig …
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.