Jeg ønsker alle et bedre nytår!

I år er jeg så heldig at fejre julen og nytåret med udsigt til et mini-Gibraltar, et 326 meter højt forbjerg af en væltet sandstensklippe, der tårner sig op i strandkanten. Her er jeg sammen med en lille gruppe kloge mennesker og en papegøje, der taler mindre forventeligt end en partiordfører, der skal forsvare en møgsag og bruger sin lærdom fra et medietræningskursus.

I dag har en af vores diskussioner drejet sig om at lære noget, om at studere. En ung bekendt har netop fortalt, at hun har misset sin vej imod læringsmålene, fordi hun er blevet optaget af fagets stof og har glemt sig selv og tiden. Vi er her enige om, at det er på den måde, man virkelig lærer - gennem selvforglemmelse og overgivelse til stoffet.

I den forbindelse ekkoer udsagnene fra dele af en nyligt afholdt konference, som Tænketanken Sophia og universitetslærerne i Dansk Magisterforening afholdt: på universiteterne er store dele af de studerendes studeren afløst af kurser, som led i at skabe fremdrift, men på bekostning af fordybelsen, af at de studerende lærer noget.

I den forbindelse bliver jeg også ramt af oplevelsesglimt fra nogle af de smarte pædagogiske kneb, der bliver anvendt i folkeskolen, hvor punktnedslag og krav om afveksling nærmere synes at forstyrre elevernes fordybelse i stoffet og dermed at hindre at de reelt lærer noget.

Det er ikke blot den selfiefikserede elev, der sætter sig selv op som barriere for egentlig at lære noget; undervisnings- og uddannelsesinstitutionerne bidrager også aktivt til, at selvforglemmelsen og dermed tilegnelsen af det faglige stof har trange kår.

Det er her det egentlige dannelsesarbejde kommer ind, for dannelse er det modsatte af overfladelæring; dannelse er nok pokkers konkret tilegnelse af faglig viden og færdigheder, men forudsætter også den personlige involvering i stoffet, som kræver selvforglemmelse, at eleven kan sætte sig ud over sig selv og opdager, at noget er større end en selv.

I det nyeste nummer af DPUs forskningstidsskrift, Cursiv nr. 19, går Jeppe Bundsgaard i rette med min kritik af de forenklede fællesmål og af den læringsmålstyrede undervisning. Jeg vil opfordre alle til at læse artiklen:

https://edu.au.dk/forskning/publikationer/cursivskriftserie/2016-19-sammenlignende-fagdidaktik-4/

Jeg vil medgive Jeppe Bundsgaard, at de forenklede fællesmåls ændrede måde at strukturere det faglige stof på virker både forfriskende og inspirerende. Og jeg vil takke ham for de citater, han har valgt fra mine kritiske kommentarer, der er hentet fra min blog på folkeskolen.dk, for i min optik er netop disse citater den bedste imødegåelse af hans kritik.

Men på sin vis bliver debatten let en "goddag mand økseskaft"-diskussion, fordi Jeppe Bundsgaard tager afsæt i at læringsmålene er udgangspunktet, mens jeg ser undervisningen i stofområderne som det centrale. Han har jo ret i, at der også var masser af bullits med ting, der skulle læres, i de oprindelige fælles mål og i de tidligere klare mål, men de indgik i planlægningen af en undervisning, som også giver plads for det uforudsigelige, det uventede, og for at fravige den lige vej til målet. Så tak til Jeppe Bundsgaard for at fremhæve, at man også før reformen lagde vægt på, at eleverne LÆRTE.

Det er i undervisningen, at både elever og undervisere har mulighed for at lade sig gribe af det uforudsete og undersøge det uventede. Det skal selvfølgelige ikke være et krav om daglige fravigelser fra det planlagte. Digteren Søren Ulrik Thomsen skriver i sin essaysamling, En hårnål klemt inde bag panelet (2016), at kunst er væsentlig, men at man ikke skal opleve kunst hele tiden, for så får man svært ved at få øje på den, så mister den sin kraft. Sådan forholder det sig også med undervisningens kunst. Der skal en god portion gedigen rugbrødsundervisning til, før man bliver ramt af den særlige forglemmelse af dagens mål og af sig selv. Det kan ske i et splitsekund midt i rugbrødsfortæringen eller i et længere forløb, hvor man har anet signalerne.

Det bedste værn imod at blive berørt af undervisning er imidlertid, at underviseren har mistet fornemmelsen for stoffets karakter ved at professionsuddannelsen er blevet moduliseret og kursusopbygget. Så mister man faglig indsigt og dermed modet og lader sig styre af målene.

Omvendt kan vi iagttage selvforglemmelsens kraft over stoffet, hvis vi iagttager børn, der træner en bestemt finte i fodbold, eller piger der sjipper, mens de træner rytmisk komplekse remser. Det sætter sig i kroppen på livstid. Kloge Herdis Toft fra Syddansk Universitet siger om denne boldspillærdom, at kvinder husker med hoved og røv.

Denne hengivelse til stoffet opleves så tydeligt, når det handler om, at hele kroppen er med. Men den gælder også for tankearbejde. Jeg har set elever gemme sig i frikvarterer med et digt, de MÅTTE lære udenad og fordybe sig i, eller elever, der blev bjergtaget af ords oprindelse, fordi de have set en tegning af det europæiske sprogtræ. I sådanne øjeblikke føles Cooperative Learnings krav om afveksling som et systematisk forsøg på at forhindre elever i at lære.

At modtage undervisning er at få et tilbud om at lære, så man får viden og færdigheder og handlekraft, men også - som Halfdan Rasmussen udtrykker det i sin sang fra 1949, at bekæmpe sin ensomhed. Man må få blik for, at der er noget, der er større end en selv. Derfor skal der være god plads til, at man mister grebet om sig selv, at man går fra koncepterne.

Dette er værd at erindre sig i en tid, hvor afaglige kommunale indkøbere satser på koncepter, der kan kompensere for lærernes nedsatte forberedelsestid og ringe faglige ud- og efterud-dannelse. Det er værd at erindre sig i en tid, hvor der presses på for at basere mest muligt på digitale løsninger. Det digitale er fremragende til bevægelse og surfing, mens det analoge er overlegent, når vi efterspørger fordybelse og langsomhed. Så måske burde første bud i det, man kalder digital dannelse være at vide, hvornår man skal lægge iPad'en væk og arbejde analogt.

Med disse spredte tanker - affødt af en piges forglemmelse af sig selv, fordi stoffet kaldte på fordybelse - vil jeg ønske et bedre nytår, hvor en ny undervisningsminister har muligheden for at give professionsudøverne undervisningens tilbage, så vi kan levere nærende rugbrødsarbejde og i gyldne øjeblikke glemme os selv og gå fra koncepterne.

Undervisningens magiske øjeblikke vil altid fremstå som en væltet klippe, der i al sin storhed tårner sig op for ens blik og kalder på undren.

BEDRE NYTÅR!