Jeg forstår stadig ikke reformen...

Kære ansvarlige politikere

På den skole jeg arbejder, samarbejder vi meget om at gøre undervisningen spændende og anderledes, kigger på nye lærings- og organisationsformer i undervisningen, udfordrer os selv med dage på tværs af årgange, bånd på tværs af timer, etc. Sikkert ikke noget særsyn på de dansk skoler rundt omkring. Alligevel oplever vi elever, der bliver skoletrætte, elever, der ikke formår at hænge på og ikke får arbejdet med stoffet eller bare sjældent møder op. Men hvordan er det nu lige man får en elev til at arbejde med det præsenterede faglige stof? Når nu man har organiseret det i CL-aktiviteter, man har løbet stafet med opgaverne som mål, man har skrevet og dramatiseret indholdet i små og store grupper. OG alligevel sidder man tilbage med de her elever hvis eneste kommentar er: ”Jeg magter det ikke!”

Stort set alle lærere og pædagoger kender dissektion elever og har også et udmærket kendskab til de bagvedliggende årsager. Men hvordan er det, at tilhængere af reformen tænker det vil hjælpe disse elever?

Jeg kan ikke tro, at I håber på de bryder sammen, som et andet torturoffer, og efter 7 timer i skolen til slut siger: ”Okay, så læser jeg det alligevel!” Hvis de overhovedet møder op.

Mit bedste bud er, at det med undervisningsministerens ord jo bliver helt anderledes, spændende og interessant undervisning eleverne tilbydes efter sommeren 2014. Dette medfører dog en ny forundring. For hvordan er det at vi, den samme lærerstand, som ved et trylleslag, pludselig tilbyder radikalt ændret undervisning? Jo man kunne jo forudsætte at vi bevidst har ydet kedsommelig, dræbende tør undervisning, og nu, fordi vi skal, med ét ændrer det til, for alle at være super underholdende og vedkommende undervisning. Hvordan det så kan hænge sammen med at vi skal undervise mere, og forberede mindre er stadig en uløst gåde. Og nej – hvis man tror fælles forberedelse optimerer og effektiviserer forberedelse, så er det fordi man intet kendskab har til undervisningsgerningen. Nok har vi i konflikten talt om hvor meget vi arbejder, men et er sikkert og vist; har vi kunnet spare tid ved at forberede os sammen, så er det dét vi allerede har gjort. Så ”dovne” er vi trods alt.

Nuvel. Kurser må være svaret. Hvis bare vi kommer på nok kurser, så kommer den spændende undervisning helt automatisk, og vi undgår alle de skoletrætte elever m.fl. Men vi har jo allerede været på en del kurser, så det må være en ny slags? Så hvis man er optimist og tror at kurser kan ændrer markant på lærerstandens undervisning – noget med at vi kan sprætte dyr op alle sammen? Så kan alle lærere vel nå at komme af sted på disse ”vidunderkurser” i løbet af en 5-6 års tid? Så ”kuren” ligger i bedste fald, som med inklusionen, mange år efter patienten (eller nogle af dem) er ”døde”. Eller?

Mvh

Kristian Eskelund Larsen

Susålandets Skole