Jeg følte mig ikke inkluderet

En nordisk konference om inklusion afholdtes den 4.-6. oktober 2007 i København. Selv er jeg hørekonsulent ved Fredericiaskolens Rådgivnings- og Uddannelsesafdeling, hvor jeg vejleder omkring elever med høretab, der placeres på den lokale skole.

Mit særlige behov ved konferencen var: Jeg har et høretab og havde ved tilmelding anført behovet for teleslynge. Hvorfor var den der ikke?

Hvordan havde man tænkt sig, jeg skulle kunne følge med?

Hvis man vil tænke fine tanker om inklusion, vil jeg indtrængende opfordre til, at man tager en henvendelse som min alvorligt ved tilmelding. Min fornemmelse er, at der er uhørte grænser for inklusion. Jeg kan ikke se dialektikken imellem teori og praksis her. Jeg er bedre vant.

På Fredericiaskolen favner vi bredt. Lige fra brug af tekniske hjælpemidler til brug af tegn.

Jeg er vant til gennem teleslynge at få de informationer auditivt, som mine normalthørende kolleger får. Endda samtidig og ved samme lejlighed. Som hørehæmmet vil jeg fremhæve netop Fredericiaskolen som et fyrtårn i forhold til arbejdet med børn med høretab. Vi er et klart fyrtårn i Norden, men det er vi også i Europa. Jeg vil gerne advare imod, at vi i Danmark forfalder til at indrette os efter laveste fællesnævner på høreområdet.

Der er væsentlige og uvurderlige specialkompetencer netop i en specialinstitution som vores. Fredericiaskolen har stærk tradition for tværfagligt samarbejde mellem teknisk personale og pædagogisk praksis i mange sammenhænge.

Teleslynge er en billig foranstaltning. Uden den følte jeg mig ikke inkluderet ved nordisk konference om inklusion i København.

Svar

Kære Aïda Regel Poulsen. Som ansvarlig for Nordisk Specialpædagogisk Konference mener jeg også, det var utilfredsstillende, at vi som arrangører af en inklusionskonference ikke var i stand til at sørge for, at personer med hørevanskeligheder kunne få stillet tilfredsstillende løsninger til rådighed.

Som forklaring kan jeg oplyse, at Falconersalen helt overraskende ikke var udstyret med teleslynge. Salen bruges ellers også til offentlige koncerter og andre forestillinger, hvor der helt sikkert kommer personer med behov for teleslynge. Og hertil kommer, at workshoplokalerne ikke var udstyret med forstærkerudstyr af nogen art.

Vi blev i stedet henvist til lappeløsninger. For eksempel tilbød konferencestedets teknikere at tilrette et headset, der kunne fange alt det, der blev sagt i mikrofonerne i salen. Den løsning var dog heller ikke optimal, da den krævede, at headsettet kunne spille sammen med ens personlige udstyr - og det er ikke nogen selvfølge.

Teleslynge er normalt relativt billig at etablere, men efter konferencestedets prisblad ville omkostningerne ved at få de forskellige lokaler særligt indrettet til vores konference være endog meget store. Det måtte vi simpelthen fravælge,hvis vi ville gennemføre konferencen. Arrangementet var i forvejen økonomisk setmeget presset.

Jeg kan kun beklage, at det ikke var muligt at finde ordentlige løsninger på de forhold, du påpeger. Jeg har til min evaluering af konferencennoteret de problemer, du påpeger, og jeg vil lade det gå videre til værterne for den næste nordiske specialpædagogiske konference. Og så vil jeg selvfølgelig selv være mere opmærksom på forholdene, hvis jeg igen skulle blive inddraget i lignende konferencer eller møder.

Leif Sort, medlem af DLF's hovedstyrelse