Jeg er udfordret af mit eget fagsyn

Jeg er vild med udvikling af matematikundervisning. Jeg får god energi af at være nysgerrig og prøve nyt af. Jeg indrømmer gerne, når det ikke lige går som forventet. Men forklarer og fortæller gerne, når det hele går op i en højere enhed. Hvordan kan vi skabe matematikundervisning, der skaber mere læring og motivation hos eleverne? Det er et meningsfyldt spørgsmål for en matematiklærer.

Jeg overvejer tit om vi er på rette vej, og om aktiviteter og læring fra matematiktimerne giver eleverne det, som de får brug for i deres videre liv. De valg vi tager som matematiklærere er nødvendige, men de er også svære og afgørende. Der er intet lettere end at skabe demotivation for faget, og det kræver en indsats at skabe undervisning, der giver mening. De rammevilkår som vi skaber matematikundervisning i, er ofte mangelfyldte og udfordrende. Tænk hvis vi kunne købe de materialer, vi ønskede os. Tænk hvis vi kom på de kurser vi ønskede os. Tænk hvis der var rigelig tid til fagteam og fælles forberedelse. Tænk hvis vi kunne deltage i fede events, udflugter og projekter uden i den virkelige verden. Tænk hvis vi havde tiden og muligheden at lære med LEGO i matematiktimerne. Tænk hvis vi arbejdede ud fra et fælles fagsyn på skolen. Tænk hvis forældrene kendte skolens fagsyn på matematikundervisning.

Jeg har selv mange gange oplevet elevernes motivation, når vi kaster os ud i opgaver og projekter, der giver mening, og skaber forståelse for elevernes eget liv. Jeg har også samtidigt overvejet om mine omgivelser og forældrene kan forstå min prioritering. Kan mit fagsyn harmonere med deres? Mon de vil brokke sig? Jeg tror, at vi som skole skal være bedre til at formidle vores fagsyn til vores omgivelser. For hvordan skal man kunne forstå matematiklærerens prioritering, hvis man ikke kender fagsynet.