Jeg efterlyser cirkulæret for sund fornuft.

Lad os sammen smide ja-hatten langt væk. Kvaliteten af skolens udvikling er afhængig af den pædagogiske debat og de professionelles kritik. Det er læreren, der til daglig har sin gang på skolen, som skal kvalitetssikre skolens udvikling. De udviklingsparadigmer og den konkurrencestyrede reformiver, som vi ser i denne tid, mangler i den grad at involvere lærerne. Men jeg tror, at mange oplever en afmagt, når alle ledelsesled frasiger sig ansvaret, og peger på at beslutningerne jo tages andet steds. Men vi har som profession både ret og pligt til at ytre os, når vi støder på barrierer for at levere god undervisning til eleverne. De pædagogiske modeluner, som til stadighed vælter ind over skolen, bør modtages med en sund portion skepsis, og implementeres i respekt for lokal kultur, pædagogik og viden om præcis de elever, der er udgangspunktet. Sådan har skolen udviklet sig, og sådan skabes gode forandringer. Undervisning er at vise noget under samtale, en dialog mellem lærer og elev, og undervisning skal forberedes og tager tid.

Ansvaret for rammerne er kommunernes og det faktum, at reformen ikke er finansieret, kan ikke gemmes i nogen ja-hat. Faktum er, at der mangler 7000 lærere til arbejdet, og det kan ikke camoufleres ved at dyne lærerne ind i, at de skal være omstillingsparate, mere hårdføre, sænke barren eller andre tåbeligheder, der møder lærere, som blot peger på, at kejseren intet tøj har på.