Jeg bliver aldrig så dygtig, som jeg kan

Jeg er ny lærer. Knoklede i fire år gennem glæde og frustration. Så kom dagen. Dagen hvor jeg fik det job, der nu skulle videreudvikle mig som lærer. Videreudvikle mig som person. Videreudvikle mig fagligt, socialt og professionelt. Jeg glædede mig sindssygt til, at jeg nu kunne fordybe mig i didaktiske og pædagogiske refleksioner. Gøre mig dygtigere og mere fortrolig med arbejdet. Lade det hele ende ud i spændende, anderledes og varierede undervisningsforløb til glæde og gavn for eleverne. Glædet mig til at udveksle ideer og lade mig inspirere af kompetente kollegaer til glæde og gavn for eleverne.

Nu, et kalenderår senere, ved jeg, at det ikke kommer til at ske. Det jeg glædede mig til, blev erstattet af et ræs mod bunden.

Jeg ved allerede nu, at jeg aldrig bliver så dygtig som jeg kan. Jeg har ganske enkelt hverken tid eller rum. Tiden på arbejdet er fyldt helt ud, uden ’huller’ til tanker. Men med konstante konfrontationer (lektioner og møder). Rummet er reduceret til et skrivebord.

Her skal jeg udvikle reform-læring/evaluering af læring/synlig læring/læringsmål… bla, bla, bla… Alt sammen skal indsættes digitalt i en læringsportal, som der heller ikke var tid til at lære grundigt inden brug. Dette arbejde gøres alene. På trods af, at vi skal arbejde sammen i teams. Men vi har ikke tid til at mødes. For vi skal undervise og tilbage for at lægge ting ind i portalen. Når tidsfrustrationen meddeles ledelsen, er standardbeskeden ”du må sænke dit ambitionsniveau”.Jeg er løbet tør for niveauer.

Jeg har endnu til gode at udvikle et eneste grundigt gennembearbejdet undervisningsforløb. Jeg har endnu til gode at mærke, at jeg er blevet lærer.

På denne måde bliver jeg aldrig så dygtig som jeg kan. Det går ud over eleverne.

Mon jeg er alene?