Inklusionsparathedsvurdering

Der tales meget om inklusionen i folkeskolen. Ja, det har der sådan set været snakket om i mere end 15 år. Men der er ligesom kommet nye boller på suppen, i og med at der fra ministeren, fra KL, fra kommunerne, fra praktikere, fra handicaporganisationer og fra lærere er en stigende enighed om hvordan inklusion udfordrer uhensigtsmæssigt.

Jeg deltog på Sorø mødet i sidste måned, hvor det slog mig, at stort set alle talte ind i en ny tilgang til inklusion. Vi har i alt for mange år hørt på påstande om, at vi er på vej hen mod målet og påstande om at viljen til at finde brugbare modeller for inklusionen, var vejen. Nogle snakkede meget om hvilken hat man har på – Ja-hat, eller Nej-hat. I Sorø hørte jeg et paradigmeskift. Et skift, som i langt højere grad havde fokus på årsager til at inklusionen ikke virker, og en parathed til at regulere i grundelementerne bag inklusionen.

Grundelementerne i den styrende politiske tilgang til inklusion har været et generelt ønske om en reduktion i udgifterne til specialundervisning i Danmark. Det var udgangspunktet allerede i starten af 00érne, hvor kommunerne uden nogen form for inkluderende tilgang, sendte børn med særlige behov til amterne, når udgiften steg en lille smule. Den politiske løsning blev opfundet med kommunalreformen. Hele opgaven med at finansiere specialundervisningen blev lagt på kommunerne. Det skete i 2007. Det er skæringspunktet for hvornår den nuværende tilgang til inklusion blev skabt.

Hvad var så tilgangen? Jo, der skulle en rokade til. En rokade, som førte til, at alle børn med særlige behov fremover skulle visiteres til undervisning, som var billigere end det børn med samme udfordringer modtog før 2007. Samtidig skulle de allerdyreste tilbud nedlægges eller udfases, så hele bevægelsen mod ”Billigere og Bedre” specialundervisning (som det hed i KL´s slogan) blev Bosset igennem. Målet om at 96% af alle børn går i almenskolen, siger alt om perspektivet i denne strategi!!

Udfordringen med denne økonomistyrende model er selvsagt, at kvaliteten i den specialundervisning børn med særlige behov modtager, bliver voldsomt udfordret. Der blev en konsekvens, at specialundervisningen blev afspecialiseret. Årsagen er ikke alene, at inklusionen gjorde specialundervisningen billigere. Det blev indlysende også et issue, at specialskolerne og andre specialiserede tilbud, blev sat i en situation, hvor de fik visiteret børn med behov som lå udenfor de specialer skolerne og personalet havde. En syvende udfordring blev, at kommunerne selv ville løse opgaverne, til trods for at de ikke havde et befolkningsgrundlag (en befolkningsstørrelse) til at opbygge viden og erfaring på de særlige specialer, hvor meget få børn har udfordringer. Summa sumarum, var denne inklusionsstrategi udfordrende for de specialtilbud børnene blev tilbudt, da specialerne var udvandede, børnene blev blandet i en uskøn mangfoldighed, som ikke gjorde det muligt for personalet at understøtte de mål, som ligger i skolereformen. Den pædagogiske tilgang ift børn med eksempelvis autismespektrumforstyrrelser bliver så meget mere kompleks, hvis pædagogikken også skal rumme udad reagerende børn med angstproblematikker, socio-emotionelle vanskeligheder, ADHD, OCD (Tvangshandlinger og tvangstanker). Og når denne kompleksitet i behov hos børnene skal rummes i den pædagogiske tilgang, og det så skal ske i almenskolen, hvor er jo også er ganske almindelige børn med de udfordringer og behov de har anno 2020, ja så er det da en voldsom præstation, at det ikke er gået mere galt med inklusionsstrategien, end det er. Giv for Guds skyld folkeskolen anerkendelse for det!!

Nå men jeg hørte på Sorø-mødet en anerkendelse af, at de Sten-i-sko(l)en, som inklusionen har bragt ind i dansk skolepolitik, skoleforvaltning, skoleledelse og skolepraksis, at de sten ikke skal stå i vejen for at levere god undervisning og god specialundervisning. Jeg hører faktisk at der er vilje til at se dem ikke blot som sten i sko(l)en, men snarere konstruktionsfejl i selve skoen. Konstruktionsfejl, som kræver nye sko.

Og hvad gør vi så ved det?

Jeg foreslår, at der laves inklusionsparathedsvurderinger. Jeg skriver det i flertal, fordi behovet ligger på flere ben.

Et ben er det enkelte barn. Der skal faglige vurderinger af hvad det enkelte barns behov er, og en vurdering af, om det konkrete barn kan rumme det tilbud barnet indstilles til. Hidtil har denne vurdering været bundet alt for meget op på det budget og den budgetstyring, som har verseret i de kommunale vistationsudvalg, eller i de storslemme tilfælde, hos den enkelte skoles budget. Et bud kunne være, at undervisningsministeriet understøtter med puljer til, at kompensere kommunerne når deres budget er urealistisk ift udgiften, og at tildeling fra denne ministerielle pulje indbefatter en forpligtelse til fagligt inklusionsblik på kommunerne mhp, at børn placeres i tilbud de selv kan rumme at være i, samt undervisningstilbud, som kan rumme de udfordringer de visiterede børn bringer med sig.

Et andet ben er, at de konkrete inklusionstilbud skal inklusionsparathedsvurderes, så der sker et betydeligt fald i antallet af børn, som placeres i inklusiontilbud, der ikke har de faglige videns- og erfaringsmæssige forudsætninger for at løse opgaven. Vurderingen skal være strengt faglig.

Jeg ved det godt. Jeg bevæger mig ind i de løsningsforslag vi alle sammen venter på at høre om fra Pernille Rozenkranz-Theil, men jeg tillader mig alligevel at komme med et blik ind i den fremtid vi endnu ikke kender, men dog kan drømme om. En fremtid, hvor inklusion skaber flere løsninger end udfordringer for folkeskolen.