INKLUSIONSAKTØRERNE SNYDER MED BEGREBERNE

Det er hårrejsende og næsten uanstændigt at tale om, at folkeskolen ikke er inkluderende nok, og i bund og grund, handler det slet ikke om inklusion, men om gamle politiske dogmer fremført af både venstrefløjen såvel som højrefløjen, dog med forskelligt ideologisk udgangspunkt.

Det er indlysende manipulerende, når politikerne, ser sig sure på specialundervisningen, og gør denne til genstand for, at folkeskolen er for dyr - og i samme åndedræt hævder de, at folkeskolen skal være mere inkluderende, end den er nu, ud fra en pædagogisk didaktisk diskurs. Det ligner et misbrug af folkeskolen som begreb, og det værste ved det hele er næsten, at vi ikke har opdaget det.

Når politikerne taler om ”inklusion i folkeskolen”, anvender de en anden definition af folkeskolen, end når de taler om, at vores folkeskole er meget dyr og hører til en af de dyreste i verden. Begrebet inklusion anvendes snævert i forhold til den del af folkeskolen, der har med normalundervisningen at gøre, og altså ikke hele folkeskolen. Det er ligeledes den del af folkeskolen, der beskedent bruger 2/3-dele af det samlede budget, og i så fald, kan den jo næppe være den dyreste i verden.

Folkeskolen bliver først rigtig dyr, når man regner specialskolerne med, og det gør man, for ellers ser regnestykket ikke så godt ud i forhold til, at man gerne vil diskutere inklusion. Der er en indbygget modsætning i dette forhold, og det ligner bevidst manipulation.

Set i det lys, kan vi slet ikke tale om, at folkeskolen ikke er inkluderende nok. Folkeskolen er ubetinget den mest inkluderende institution i samfundet overhovedet. Der findes ingen andre institutioner, organisationer, foreninger, virksomheder, privatskoler eller politiske partier eller noget som helst andet, der kan hamle op med folkeskolen, hvad inklusion angår. Alle andre samfundsmæssige organiseringsformer har ret til at være ekskluderende, bare ikke folkeskolen. Vi skal løse den opgave at undervise alle vores børn.

Det pludselige politiske opgør med specialundervisningen er derfor dybt forundrende og handler i sin enkelthed slet ikke om ”inklusion i folkeskolen”, men om at en del af folkeskolen skal være bredere og en anden del smallere. Det er et gammelt socialdemokratisk dogme med levn tilbage i 1970´ernes dannelse af enhedsskolen og senere hen heldagsskolen, som aldrig blev realiseret, der spøger. De borgerliges argumentation skal nok findes et andet sted; for dem handler det om, at folkeskolen er blevet for dyr, og at pris og kvalitet ikke nødvendigvis hænger sammen. Det kan nok af og til være rigtigt, men for de fleste er der stadig kvalitativ forskel på den billigste Fiat og den dyreste BMW.

Et andet paradoks ser vi aktuelt i de mange skolelukninger landet over. Kommunalpolitikerne slås næsten om at fortælle os, at det ikke kun er en spareøvelse at lukke skoler, men at der faktisk er en pædagogisk gevinst at hente ved disse. Nemlig den, at undervisningen på de store skoler er mere kvalificeret, fordi man har bedre faciliteter og større faglig bredde blandt lærerne. Der er simpelthen flere lærere på de store skoler, der kan noget forskelligt – lærere der har speciel ekspertise og erfaring.

Man kan spørge, hvorfor dette ikke skulle gøre sig gældende for specialskolerne, at de har opbygget uvurderlig viden, ekspertise og erfaring, i deres arbejde med undervisningen af elever med specielle vanskeligheder? Og hvorfor man pludselig mener, at bare disse elever flyttes til normalskolen, så vil de automatisk klare sig bedre. Hvilke andre videnmiljøer anvender en sådan argumentationsform? Ikke mindst må det stå i skærende kontrast til samfundsudviklingen generelt.

Inklusionsaktørerne må se på den måde samfundet generelt genererer ny viden og erfaring på. Hvor findes der organiseringer i samfundet, hvor vi ikke etablerer os konsekvent i forhold til viden, kunnen, erfaring og ekspertise. Hvad skulle være argumentet for, at folkeskolen ikke har gavn af at organisere sig på den samme måde, når nu alle andre gør det? Børn med specielle vanskeligheder, har selvfølgelig brug for specielt tilrettelagt undervisning i miljøer, hvor de finder den nødvendige tryghed, og netop ikke føler sig stigmatiseret af omgivelserne, og hvor der er den nødvendige ekspertise og det resursemæssige overskud: Dette er en absolut inkluderende foranstaltning!

Hvis der er nogen, der tror, man kan flytte dette til normalskolen og gøre det med succes, vil det svare til, at man kun ansætter færdselsbetjente til at varetage samtlige politiopgaver inklusiv PET og INTERPOL. At tro at folkeskolen kan klare sig uden specialskolerne i det omfang, der lægges op til, og at undervisningsdifferentiering og videnspredning krydret med tilbageførsel af nogle af de resurser, som skolen er blevet frarøvet gennem de sidste mange år, så må man tro om igen. Den slags lærere findes ikke, som kan tilrettelægge individuel undervisning for 23 elever eller mere. Og hvis de findes, så findes de ikke ret længe ad gangen!