Af Klaus Mygind (SF), børne- og ungdomsordfører i Borgerrepræsentationen
I et debatindlæg i sidste uge skrev SFs formand Pia Olsen Dyhr, at inklusionen af elever med særlige behov i almindelige skoleklasser grundlæggende er en god idé, men at inklusionen er gået for stærkt, og at der mangler resurser til at gennemføre inklusionen tilfredsstillende. Som børne- og ungdomsordfører i Københavns Kommune er jeg enig med min formand i begge dele. Også i København viser en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening, at mange lærere ikke mener, at de kan give inklusionseleverne den undervisning, de har behov for. Det er en problematisk situation, som vi skal tage alvorligt. Men selvom vi også har udfordringer med inklusionen i København, er vi heldigvis på rette vej. Vi har sat ting i gang, som viser gode resultater i forhold til at smidiggøre overgangen for elever fra specialskoler eller -klasser til de almindelige skoleklasser. For eksempel har vi gode erfaringer med brug af såkaldte inklusionspædagoger i klasserne. Vi kan se, at to voksne i klassen giver langt bedre mulighed for at gennemføre den gode inklusion. Samtidig har vi i København fra starten været bevidste om, at inklusion af elever med særlige behov ikke er en gratis omgang ude på skolerne. Det er utopisk at forestille sig, at man kan flytte elever med særlige behov ind i de almindelige skoleklasser uden at tilføre ekstra resurser til opgaven. Derfor har vi i København blandt andet i forbindelse med budgettet for 2014 sikret flere resurser til området netop med henblik på, at der kan være to voksne i de klasser, hvor der er behov. Det er en sag, som SF vil kæmpe for også i de kommende forhandlinger om budgettet for 2015. Og jeg er enig med SFs formand, når hun foreslår, at der fra Folketingets side afsættes 200 mio. kr. hvert år de næste tre år til at hjælpe processen på vej ude i kommunerne. Vi må ikke glemme, at inklusionskravet sammen med folkeskolereformen kræver meget af både lærere og elever. Så jeg håber, at Pia Olsen Dyhr kan råbe de øvrige folketingspartier op, så det bliver muligt løbende at sætte ind med løsninger som flere inklusionspædagoger i klasserne, fordi vi kan se, at det virker.
Inklusionen er godt på vej i København – men vi er ikke i mål
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.