Inklusion - og Taberens søn fra Frederikshavn

Inklusion af Taberens søn og alle de andre

”Det' forstemmende at se, hvordan det førende hold,

tromler frem over banen med bulldozerbold.

Der tackles igennem mod de svageste led.

Der spilles konsekvent på dem, der ligger ned.

Den taktik var til grin på min barndoms vej.

Den form for fodbold kaldte vi lusket og fej......” Sådan synger Allan Olsen i ”Roser og violer blå. Det førende hold i folkeskolen har gennem de sidste mange år fået lov til at være dem, der tacklede igennem. I afmagt har elever og lærere tacklet igennem mod de svageste led i alt, alt for mange tilfælde. Det kræver tid, viden, empati og endnu mere viden og tid og empati, hvis inklusionsprojektet i folkeskolen skal lykkes blot nogenlunde, så der også er plads til de, der tackler mindre hårdt.

Inklusion blev reelt først et begreb med Salamanca-deklarationen, (tilbage fra 1994), som knap hundrede lande (og deriblandt Danmark) tilsluttede sig. Før Salamanca talte man mere om ”integration”, men der er forskel på at integrere og inkludere. Det centrale i dette Salamanca-deklarationen er princippet om, at alle børn (også dem med særlige behov) har ret til uddannelse på lige vis. Skolerne skal derfor tage hensyn til den forskellighed der findes hos børn, de forudsætninger og de potentialer, der er i den forskellighed. I erklæringen påpeges det at, den inkluderende orientering er det mest effektive hjælpemiddel til at skabe de bedste miljøer og til at realisere uddannelse og læring for alle. Der er tale om et dokument, der har stor indflydelse på skolepolitikken i mange lande.

Den New Zealandske inklusionsforsker David Mitchell har skrevet om inklusion (også på dansk: ”Hvad der virker i inkluderende undervisning”), og når Mitchell er interessant i såvel Allan Olsens Frederikshavn som i resten af Danmark, så skyldes det også, at New Zealand og Danmark (trods de 20.000 km. afstand) er ret ens i størrelse, styreform og kulturel baggrund. Det er også befriende, at Mitchells mange tiltag, der kan glæde ”elever med særlige behov” også er gode og nyttige læringsstrategier for alle ”almindelige” elever.

Mitchell har (men det redegør jeg ikke for her) forskningsmæssigt belæg for alt, han siger. Og han siger eksempelvis at:

1. Der er ingen som helst grund til, at man tror, at særligt udfordrede børn skal undervises i lukkede rum.

2. Der er ingen grund til at tro, at undervisning skal finde sted i klasselokaler med helt klare rammer og fast skema.

3. Man kan se på sine hænder. Hver finger på hånden spiller en rolle. De er forskellige, men spiller alle en rolle. Unikke, vigtige og forskellige med forskelligt sigte og ansvarsområde.

4. Inklusion i undervisningssystemet understøtter demokratiet.

5. Inklusion giver bedre lærere og dermed bedre undervisning.

6. De ”almindelige” elever lærer mere om lederrollen og inklusion.

Det ser jo særdeles indlysende ud, at man må stræbe efter at inkludere alle elever, når det nu giver så godt resultat. Når det er vanskeligt, så skyldes det også, at man alt, alt for længe har undladt at forvente noget af de elever, der skulle inkluderes. Inklusion kræver noget af alle parter, de elever, der skal være en del af fællesskabet og det fællesskab, der også skal rumme ”elever med særlige udfordringer”.

Den magiske formel for inklusion hos Mitchell er:

V+P + 3T + A + S + L

Det lyder vildt enkelt (og meget lidt troværdigt) med en inklusionsformel, men nogle lever bedst med alt på en formel. Så her har de den. Formlen dækker dog over det meget komplekse felt, der ligger i skolens værdigrundlag, ledelse, accept, støtte, tilpasset undervisning, tilpasset evaluering og pædagogiske tilgange. Mærkeligt at sætte den slags på en formel, men det understreger, at inklusion ikke er en sag for den enkelte lærer i en bestemt klasse. Det er hele samfundets opgave med særligt henblik på forældre, skoleforvaltning, ledere og lærere. Og eleverne.

David Mitchell tør sige det, man sjældent hører KL og forvaltningen sige. Mitchell siger: ”Der er to vigtige pointer i mit arbejde: Inklusion er en moralsk pligt. Og inklusion er muligt. Vi kan gøre det.”

Hvis de kan i New Zealand, så kan vi også i Danmark. Allan Olsen og Mitchell er enige her, det gælder om at stoppe klynkeriet og tage ansvar for, at det er svært, men man kan (citat Allan Olsen) ”fandenrasme” gøre noget:

Inklusion kommer også gennem den holdningsændring, der (eksempelvis) skildres hos Allan Olsen i ”Taberens søn”, hvor faderen kommer overens med at han nok bliver kaldt ”Taberen” (og hans søn derfor (vi er jo i Frederikshavn) bliver kaldt ”Taberens søn”, men behøver man ikke tage som et nederlag. Det kan jo være helt i orden, at man faktisk har stillet op til kamp og slag og taget sine nederlag. Hellere det end at gøre som brugsuddelerens Jørgen og holde sig uden for kampene. Inklusion fordrer også, at man taler åbent om de ”særlige udfordringer”. Allan Olsen får det sidste ord med sin poetiske inklusionsbemærkning:

”om lidt vil han ind - han skal lige ryge færdigog så vil han lade som ingentingi morgen skal knægten fandenrasme i skoleog taberen går med ham derhenså knejten ka' seat det faktisk er helt o.k.”at være ham de kalder taberens søn”

P.S. Tjek selv Mitchells ord på https://www.youtube.com/watch?v=qQnYGlsPZv4

Bodil Christensen

Læreruddannelsen, Aalborg

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

www.bodilchristensen.dk