Folkeskolen bragte (nummer 20, side 12, redaktionen) en notits under overskriften: »Skolehistorie: Haarder og Antorini sparker ud efter DLF«. Det er nu ikke korrekt for mit vedkommende, hvilket også fremgår, hvis man læser hele artiklen på folkeskolen.dk. Jeg var med til at diskutere det seneste bind af »Dansk skolehistorie« på BogForum med bogens redaktør, Ning de Coninck-Smith, og Bertel Haarder. Her konstaterede jeg alene en pointe i bogen, hvor der flere gange konstateres, at DLF igennem årene fra 1970 og frem til nu har været i konflikt med det politiske niveau. At Folkeskolen skriver en overskrift om, at jeg skulle sparke ud efter DLF, er ærgerligt, for det er der ingen grund til. Man kan have forskellige holdninger, og det skal man kunne have på en respektfuld måde. Jeg vil i øvrigt varmt opfordre alle til at læse »Dansk skolehistorie«s sidste bind fem. Både dette bind og de tidligere er meget velskrevne, godt tematiseret og med både sjove og tankevækkende illustrationer og billedtekster fra skolelivet gennem 200 år, der i sig selv er sin egen Danmarkshistorie. En god julegave til både bedsteforældre, kollegaer og ens egne store børn.
Ingen grund til at sparke
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.