Indskolingen bløder

Formand for Rådet for Børns Læring, Else Sommer, går nu ud med den melding, at der er for mange skift i indskolingen (’Skolemonitor’ 21.8.). Hun peger på, at der faktisk er tale om ikke mindre end tre skolestarter: En i den tidlige SFO, en i børnehaveklassen og en i første klasse. Undervisningsminister Mattias Tesfaye har været ude med tilsvarende betragtninger.

Godt at se, at det er endelig ved at gå op for direktionsgangen, at den er helt gal med indskolingen. Men problemet er langt mere omfattende, end de synes at ane. Der er mindst syv akutte problemer.

For store klasser. Da børnehaveklasserne blev introduceret i midten af 1970'erne, sagde loven, at der højst måtte være 22 elever i hver klasse. I dag kan politikerne proppe op til 28 ind, 30 på dispensation. Det kan småbørn overhovedet ikke kapere. Argumentet for denne udvikling er ren økonomi, intet andet.

For lange dage. Da børnehaveklasserne blev introduceret, måtte de højst have tre timer om dagen. Skolereformen dekreterede seks timer om dagen, og selv om det er skåret noget ned de fleste steder, er der stadig alt, alt for meget skoletid til så små børn. Den sidste time nærmer sig børnemishandling. Igen er argumentet økonomi. Det handler om at spare på SFO. Det er billigere at have børnene i skole end i fritidsordning.

For meget uro. Udgangspunktet er blevet, at alle børn skal inkluderes i børnehaveklassen. Udredning påbegyndes først senere i skoleforløbet, typisk først i anden eller tredje klasse. Følgen er, at mange børnehaveklasser er forvandlet til veritable trykkogere pga. larm og konflikter. VIVE har påvist drastisk faldende trivsel og skoleglæde blandt de mindste. Her lægges grunden til mistrivsel, mobning, skolevægring og privatskoleflugt. Igen er det sparehensyn, der driver værket.

For mange skift, som Elise Sommer ganske rigtigt konstaterer. Tre skolestarter og en lind strøm af forbipasserende voksne, som barnet ikke opnår dybe relationer til. Det bidrager voldsomt til forvirringen og utryghedden, og det ødelægger det altafgørende relationsarbejde.

For lidt leg. Første klasses undervisning for en stor del rykket ned i børnehaveklassen. Det er hverken børn eller pædagoger klædt på til. Børnehaveklassen skulle gøre børnene skoleparate. I dag skal de være skoleparate for at kunne klare børnehaveklassen. Masser af forældre ser desperate, men magtesløse til. Vi ser skoletræthed indfinde sig allerede i indskolingen. Det er vist det, man kalder effektivisering.

For meget testning. Det er blevet obligatorisk at teste børnenes sproglige færdigheder i børnehaveklasssen, og består de ikke, skal de simpelthen gå om. Derudover har niveaudeling på baggrund af børnenes faglige niveau fundet vej ind i mange børnehaveklasser.

For få mænd. Indskolingen er nærmest en ren kvindearbejdsplads. Pædagogerne, som ikke er uddannet til at undervise, fylder rigtigt meget her. Indskolingen trækkes med alle de problemer, som heraf typisk følger mht. status, løn og gennemslagskraft overfor den politiske ledelse. Intet af det her er sket med børnehaveklasseledernes gode vilje, men ingen har lyttet til dem. Og den tid, hvor lærerne stod i kø for at få første klasse, er forlængst forbi.

Indskolingen er uden tvivl den mest nødlidende del af folkeskolen, men små børn kan man byde hvad som helst. De tager alting, som det kommer, de tror, at alt er, som det skal være, og de tror, at de voksne passer på dem. Det gør de ikke. Udviklingen er ikke drevet af hensynet til børnenes tarv, men af konkurencestatstænkningen. Vi kan ikke være det bekendt.

Hvis godt begyndt er halvt fuldendt, som man siger, hvad er så skidt begyndt? Svaret er: Ødelagt fra start.