ILLUMineret døv vinkel

I min seneste blog tyede jeg til en metafor, der udspringer af synssansen, da jeg skulle karakterisere det, Thomas Illum overser, når han accepterer, at undervisningskunst skal kunne udøves inden for læringsmålenes maske:

Undervisningskunst på baggrund af læringsmål svarer til at skabe billedkunst ved at skulle farvelægge en tegning uden at male ud over stregerne.

Men lad mig supplere med en metafor fra høresansen som bindeled.

For ikke så længe siden var jeg på kunstmuseet Louisiana for at se udstillingen om Månen. Ved indgangen stod et flygel, der var kodet til at spille Måneskinssonaten - om og om igen. Men hvad var det, der skete? Hvorfor føltes det mere og mere enerverende at stå og betragte billeder til disse toner? Der var - heller ikke i bogstavelig forstand - en finger at sætte på rytmen, pauseringerne, tonernes renhed. Læringsmålene var nået til fulde; programmeringen sikrede at alle kompetencer var i spil. Det var til karakteren 12, men hold da kæft, hvor var det pinefuldt i al sin mekaniske og kompetente afliren.

Undervisningskunst på baggrund af læringsmål svarer til at spille Ludwig van Beetoven på mekanisk flygel.

Lad os dog få sluppet undervisningen fri.