IKKE EN FOLKESKOLE

Nogle gange kan man som lærer føle, at visse landspolitikere befinder sig i den dybeste tåge med hensyn til, hvordan den klare virkelighed i grunden ser ud. Det er farligt og medfører sammenstød. Den virkelighed, landspolitikerne beskriver, eksisterer nemlig ikke - den er opfundet bag ved skrivebordet, og dens eneste formål er at profilere uforstandighed på en tilsyneladende forstandig måde. Og her taler vi selvfølgelig om Frank Dahlgaard, uddannelsespolitisk ordfører for de konservative.

Det var derfor ganske interessant at læse i Folkeskolen den 4. juli 1996, at Frank Dahlgaard havde fremlagt Det Konservative Folkepartis visioner for en bedre folkeskole.

Forslagene var mange, og ind imellem var der selvfølgelig nogle ideer, der tilsyneladende var meget fornuftige. Men helheden var skræmmende. Det, Frank Dahlgaard lagde op til, var en helt ny skole. Og så absolut ikke en folkeskole. Snarere en skole for de tilpassede. De adfærdsvanskelige skal ud af skolen. Det kunne være interessant at høre de konservatives bud på, hvad man gør med dem. For de konservative vil vel ikke smide børn i skraldespanden? Samtidig forventer vi, at Frank Dahlgaard snarest udarbejder kriterier for, hvornår man er adfærdsvanskelig, og senest hvornår diagnosen skal stilles? Vi frygter den dag, det bliver almindelig rutine i 'folkeskolen' at smide de adfærdsvanskelige ud. Ikke mindst fordi det vil medføre en sortering, som ikke hører hjemme i et demokratisk samfund. Frank Dahlgaard har enten ikke læst folkeskolens formålsparagraf, eller også har han ikke forstået den. Begge dele gør, at han med de konservative visioner om en bedre folkeskole ikke blot placerer de konservative i tågen, men også fratager dem muligheden for aktivt at være med til at skabe en endnu bedre folkeskole.

Spørgsmålet er, hvor længe Det Konservative Folkeparti kan være tjent med, at Frank Dahlgaard fører partiet uden for et aktivt medansvar for folkeskolen.

Per Jørgensen og Jon Sefland

Skagen