Ikke brug for spændetrøjer

Vi er enige om, at det er vigtigt at fastholde 'den fælles fagforening'. For at det skal lykkes, er der behov for frihedsgrader for kredse og tillidsrepræsentanter til i dialog med medlemmerne at agere inden for en politisk ramme. Hverken medlemmerne eller deres repræsentanter har behov for spændetrøjer eller absolutte beslutninger, som vi kan kaste i hovedet på hinanden i en notorisk fejlfindingstilbøjelighed.

Jeg må konstatere, at Københavns Lærerforening (KLF) har forbrudt sig ganske alvorligt mod DLF' politik, idet københavnerne har uddelegeret aftaleretten i forbindelse med ny løn. Jeg må også konstatere, at KLF har forsynet beslutningen med mange livremme og seler.

Det er samtidig lykkedes KLF at fastholde en række forhåndsaftaler, som i den grad lever op til DLF's politik.

Jeg konstaterer også, at DLF's ledelse forbrød sig ganske alvorligt mod foreningens politik ved at acceptere uddelegering af aftaleretten til tillidsrepræsentanter på arbejdstid ved Overenskomst 95. Efterfølgende tiltrådte en urafstemning blandt medlemmerne således en aftale, der på et meget væsentligt punkt var i strid med foreningens kongresvedtagne politik! Altså: overhalet af udviklingen, uden at have haft den fornødne indflydelse, inden skolelederne, tillidsrepræsentanterne og øvrige medlemmer blev kastet ud i en særdeles grænseoverskridende kendsgerning.

Jeg synes, det er vigtigt, at DLF ikke kommer i baghjul, men selv har sat den dagsorden, som er væsentlig for medlemmer i en verden og en skoleverden under forandring. Uanset om vi kan lide det eller ej, så er det virkeligheden, at decentralisering ikke er gået af mode.

Det er nødvendigt, at vi hacker os ind på decentraliseringsdagsordenen, ellers kan medlemmernes interesser ikke varetages optimalt.

Jeg tror, vi i DLF og den øvrige forening fremover skal agere på et fælles værdisæt. Absolutte statements som politisk handlingsperspektiv egner sig bedst til klapsalver på en kongres!

Jeg synes, dette års kongres bar præg af at være en gentagelse af tidligere tiders kongresser.

Hvis man, som jeg, ikke starter indlæg med mantraet: Centrale aftaler, central, central, central, central, central - er man bortdømt på forhånd.

I kongressen er der nemlig synspunkter og talemåder, der er kanoniserede, og nogen, der absolut ikke er det. Det skaber efter min mening ikke nogen fri politikudviklende debat, der passer til Danmarks politiske landskab anno 2001.

Udvikling er også at tale om det, der er os imod, både når vi er i kongressen, og når vi er i samtale med medlemmerne!

Helen Sørensen

formand for Herningegnens Lærerforening