I virkelighedens verden

På baggrund af et læserbrev i Folkeskolen i tiden op til den forrige overenskomstforhandling blev jeg den efterfølgende uge korrekset i lederen. Min pointe var den, 'at i sin iver for at implementere den 'nye' folkeskolelov var DLF kommet ud af takt med sine medlemmer. Kræfterne og ressourcerne i DLF blev i alt for stor grad brugt på det pædagogiske indhold frem for den, for en fagforening, vigtigste opgave - at sikre medlemmerne optimale løn- og arbejdsforhold'.

Dette var lederskribenten Thorkild Thejsen absolut ikke enig med mig i.

I 1992, da vi blev bekendt med den nuværende lov, var alle enige om, at skulle lovens bogstav blive til virkelighed, ja - så måtte der flere ressourcer til.

Men der kom ikke flere ressourcer, kommunerne stod efterhånden af og overlod gladeligt initiativet til de pædagogiske trendsættere inden for DLF.

I sommeren 2000 blev missionen fuldført med den arbejdstidsaftale, vi efterhånden kender konsekvenserne af. Hvad vores arbejdsgiver ikke ville give af ressourcer til teamsamarbejde, udvikling, supervision, fælles forberedelse med mere, skaffede vores fagforening - fra sine egne medlemmer. Alle lærere måtte pænt aflevere 155 timer (hjemmetid) for at hellige målet.

Det kan godt være, at man på Vandkunsten og i DLF's top har skålet og ønsket hinanden tillykke med 'det professionelle råderum' - det begreb, vi hørte vores formand bruge som salgsargument i kampagnen op til afstemningen.

I virkelighedens verden - ude på skolerne - har prisen for dette råderum været flere undervisningslektioner, mindre forberedelsestid, endnu flere møder med dertil hørende (ubetalt) ventetid, mere uigennemskueligt bureaukrati.

Kære -th - jeg fastholder min pointe.

Anders Christensen

Rødkærsbro