I rest my case

Flere medier berettede op til påskeferien om, at regeringen efter sidste års lærerkonflikt afsatte 12 millioner kroner til at fremme et godt samarbejde mellem skoleledere og tillidsrepræsentanter, men at pengene aldrig er blevet brugt, fordi lærerne har ikke udpeget medlemmer til det partsudvalg, som skal være med til sende pengene i omløb. »Det er ærgerligt«, siger Christine Antorini.

Hendes tro væbner, Niels Egelund, er overraskende nok enig. »Der er behov for at få brugt pengene, som de er tiltænkt. Der er så store samarbejdsvanskeligheder på nogle skoler i forbindelse med den kommende reform, at pengene falder på et tørt sted,« forklarer han og sætter retorikken i katastrofe-mode samtidig med, at han, endnu engang, giver lærerne skylden for det hele: »Der havde bestemt været brug for pengene. Der er simpelthen så megen modstand derude, at det nogle steder nærmer sig en katastrofe.«

Lad mig prøve at forklare ministeren og professoren, hvad det her drejer sig om, selv om de begge til overflod har vist, at de er uden for fornuftens og virkelighedens rækkevidde.

Når regeringen og KL kørte et hemmeligt parløb med hele forløbet og udfaldet aftalt fra starten; når KL bevidst talte usandt om lærernes arbejdstid og, garneret med en perfid og nedladende retorik, spredte usandhederne gennem helsidesannoncer i dagbladene og frydefuldt og skamløst gentog dem i radio og tv; når KL gennemførte en måneds proforma-lockout, der kostede lærerne 1,3 mia. kr. – hvordan kan Antorini og Egelund dog så tro, at lærerne er til fals for sølle 12 mio. kr. (0,9 procent af lockout-tabet) og indstillet på at kaste sig ud i en entusiastisk kamp for løfte et fagligt makværk af en reform, som de har fået dikteret og tilmed er blevet tvunget til at medfinansiere i form af to timers ekstra undervisning om ugen?

I rest my case.