I grunden ikke så galt

På mit spørgsmål (i Folkeskolennummer 21) om, hvad der sker med den sociale kompetence, når den hægtes af tid, sted og relationer og bearbejdes som en kompetence hos det enkelte individ, altså individualiseres, svarer Per Schultz Jørgensen med at påpege, at 'kompetence drejer sig om, at det enkelte menneske lærer at handle i sociale situationer - sammen med andre. Samarbejde, kommunikation, indlevelse - og træffe beslutninger' (Folkeskolennummer 22).

Jeg er fuldstændig enig i, at det er gode egenskaber, som det ville være rart, at alle var forundt at være i besiddelse af.

Hvordan bliver vi det?

Er det ved at fokusere på den individuelle sociale kompetence eller på de muligheder, fællesskabet giver den enkelte for at deltage ud fra sine præmisser?

Det er to forskellige synsvinkler, der giver to måder at se problemet på:

A: Den enkeltes manglende/lave sociale kompetence gør det vanskeligt for ham/hende at begå sig i klassen.

B: Klassefællesskabets manglende/lave sociale kompetence har svært ved at rumme den individuelle forskellighed?

Synsvinklerne giver forskellige løsningsmuligheder:

I tilfælde A kan der pudses og poleres på den enkeltes samlede kompetencer for at optimere adgangsmulighederne til fællesskabets normer og værdier.

I tilfælde B kan der arbejdes med at optimere fællesskabets rammer for rummelighed, så der gives mulighed for den enkelte for at indgå i interpersonelle relationer.

Forskellen kan måske synes lille, men der er i begge tilfælde risiko for bivirkninger:

A kan give den enkelte en følelse af ikke at slå til og dermed en negativ selvopfattelse, der ikke fremmer de sociale sider.

B kan give den bivirkning, at alles identitetsdannelse i virkeligheden er i fokus som væsentlig for fællesskabet, og det var vel i grunden ikke så galt?

Eva Olesen

Kolding