Hvornår er nok nok?

Da vi startede dette projekt med at organisere vores undervisning i håndarbejde og sløjd sådan, at det blev muligt at skabe rum for fordybelse og fleksibilitet havde vi mange elementer i luften. Der var meget vi gerne ville afprøve og sætte fokus på. Hovedformålet har hele tiden været, at skabe de bedste rammer for vores 5. klasse således, at de blev i stand til at opfylde de faglige mål der var sat til dem gennem Fælles Mål – men også – og det er nok så vigtigt - at skabe rammen om et godt møde mellem håndværket, designprocessen og novicerne. Er det muligt, at få dem til at tænke anderledes og få lyst til at beskæftige sig med håndværket på en længere bane, var et af vores spørgsmål.Da vi formulerede projektet, snakkede vi om hvilke elementer vi ville evaluere på, hvilke forventninger vi havde til projektet og hinanden, og hvordan vi ville håndtere det hele.Hvordan æder man så en elefant på størrelse med den vi var ved at forme? De vise vil sige i små bidder. Jeg synes, at der er rigtig mange ting i spil, som jeg gerne vil forholde mig til og formidle, men når jeg sidder her midt i det praktiske arbejde, ser jeg pludselig en masse udfordringer og det synes pludselig ikke så let ”bare lige” at kommunikere det hele ud. Ligesom eleverne synes jeg, det er svært at skrive blog. Det er mærkeligt, at skrive til en ukendt modtager og bloggen bærer måske præg af at der er flere modtagere og flere dagsordner. For mig, er det et komplekst område at italesætte og udvikle på.Det klart for mig, at det gør en forskel, om man alene tænker håndværk og praksis – altså en opskrift, om man tænker måder at reflektere på og dermed måder at problemløse på eller om det også bliver et input til en debat: Hvad eller hvorfor det er vigtigt, at lære vores børn at arbejde med fag som tager udgangspunkt i en kulturhistorisk og håndværksmæssig ramme – et dannelsesfag. PH skrev engang: Du skal ikke ville det hele. Du ejer en verden i verden – den skal du gøre hel…Når jeg sidder og fortvivles over at miste fodfæstet for en tid, det vil sige at miste overblikket, er det måske fordi dette har været en hel del af min verden det sidste år. I uge 2 skulle vi officielt være nået så langt med dukkerne, at vi kunne lukke ned for sløjd og håndarbejde. Sløjd ville eleverne så møde igen i 6. klasse og håndarbejde ville være et overstået kapitel. Eleverne kunne se frem til onsdage med 4 lektioner billedkunst. MEN vi er ikke færdige med sløjd og håndarbejde og her hvor vi ikke har slået fagene fuldt sammen er det et problem. Heldigvis vil vores skoles ledelse jo også gerne havde os i mål, og vi har lavet et forsigtigt bud på at dukkekroppe mm tager 3-4 uger mere end beregnet. Det betyder, at vi har spurgt om lov til at Shamirra får lov til at læse de 3-4 onsdage ekstra og at jeg starter eleverne op i billedkunst lidt senere end beregnet. Fagligt er der så meget billedkunst i det vi har lavet, at det sagtens kan forsvares.Det er et stort arbejde, at fokusere så meget på at skrive og tage billeder, at få eleverne til at skrive og tage billeder, at både de og vi er ved at have nok. Jeg kan mærke, at hvis det virkelig skulle sparke røv, skulle vi jo have meget mere tid til at gå i dybden med eksempelvis hvordan skriver man så en god blog som andre mennesker gider at læse, Vi skulle kunne bruge tid på at gå i detaljen ved eksempelvis broderierne eller knapperne, som de overraskende nok har utrolig svært ved… Det peger hen ad at tænke i helheder, og det tager tid og er svært at udvikle.Det har, for eleverne, været en udfordring, at arbejde med så mange forskellige discipliner, i et tidsmæssigt så langstrakt forløb med kun et slutprodukt. Balancen mellem proces og produkt kommer igen i spil. Selvom vores elever, som jeg ser det, føler sig privilegerede og nyder at have fået lov til at deltage i projektet efterlyser de at få lov til at sløjde fødselsdags- og julegaver. Altså små overskuelige projekter, som har en tydelig start og slutning. Man kan så spørge sig selv, om vi er til for at lave gaver og om de i de fremstillingsprocesser får det ud af fagene som vi ønsker. Vi er enige om, at vores fag IKKE er ”Julemandens værksted” og at det aldrig må være det indhold, der tager fokus i undervisningen.Når vi tidsmæssigt er bagud, er det på ingen måde fordi eleverne eller vi har danderet den – de fleste har arbejdet engageret og målrettet og jo længere hen i processen vi er kommet jo mere tydeligt er det blevet for eleverne, hvad vi har gang i. For som jeg startede med: Hvornår er nok nok? Hvad gør man, når eleverne tydeligvis ikke kan nå at blive færdige uden hjælp? Skal man hjælpe? Hvor meget? Og hvordan? Jeg har skrevet om det før, men jeg er stadig i tvivl.Et er for mig sikkert: Eleverne skal have en færdig dukke med hjem – for den har været målet hele vejen. De har billeder i hovedet af dem selv og deres dukke, nogle også af hvad og hvordan de vil bruge den.Selv med en eftermiddag fuld af syning i december 2010, mangler enkelte elever stadig tøj til dukken eller en pose til at opbevare den i. Når jeg tænker tilbage på de svøb i ”log cabin” mønster, jeg i sommer forestillede mig, at de skulle lave, kan jeg nu kun tænke: Hvad forestillede du dig?!Jeg har prøvet at få et overblik over det de mangler, og jeg tænker, er dukken den samme uden tøj på? Selvom jeg er i tvivl om hvor meget man skal hjælpe, så tænker jeg ikke kun ja eller nej. Det er mere komplekst end det. Jeg tænker, jamen hvad er det jeg vil have at de skal lære? Kan de opnå det selvom jeg hjælper enkelte og syr tøjet færdigt så dukken tilnærmes det udtryk eleven havde forestillet sig? Eller lærer de det netop fordi jeg har hjulpet med at skabe styr i en helhed? Hvornår skal man stoppe og hvordan kunne man eventuelt gå videre? At holde fast på de ideer de havde tidligt i processen og tillempe, at dukkerne kommer til at ligne det eleverne forestillede sig, har for mange, været en for stor udfordring i den givne ramme.